Hjemme hos os: Madlavning, Bagetid, Brød og kager, Kreative påfund og Familietid. Velkommen.

Viser opslag med etiketten Kager - Cheesecake. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kager - Cheesecake. Vis alle opslag

torsdag den 10. september 2015

Jordbær cheesecake med marcipanbund og jordbær gelé med 1 enkelt Ginger

Herhjemme er jordbær en af de ting, der for os symboliserer at det er sommer. Derfor måtte 1 enkelt Ginger også lige prøves af i en cheesecake med friske jordbær. 


Jeg er meget begejstret for cheesecake, men har ikke lavet så mange. Derfor var jeg spændt på om kagen kunne stå fint selv og det lykkedes heldigvis. 

Marcipanbund:
100 g ODENSE marcipan
75 g sukker
75 g blødt smør
1 æg 
25 g mel

Riv marcipanen og rør det sammen med sukker, smør og æg. 

Til sidst vendes melet i. 

Kom dejen i en smurt springform på ca. 18 cm i diameter og bag den ved 180 grader i ca. 20 minutter. 

Lad bunden køle af og tjek at den slipper springformen. Sæt springformens ring på igen. 

Jordbær puré: 
200 g jordbær 
1 spsk sukker

Blend jordbærrene med sukkeret og si det igennem en finmasket sigte. 

Der bliver ca. 2 dl jordbær puré. 

Ostecremen: 
3 blade husblas
150 g flødeost
30 g sukker
1 spsk vaniljesukker
1 dl jordbær puré
Fintrevet skal fra ½ citron
1 dl piskefløde
3 spsk 1 enkelt Ginger

Husblas lægges i koldt vand. 

Flødeost, sukker og vaniljesukker piskes let og luftigt med en elpisker. 

Jordbær puré og citron piskes i.

Fløden piskes stiv og vendes i ostecremen. 

Husblas smeltes med det vand der hænger ved. 

Rør lidt af ostecremen op i husblassen og vend det derefter i resten af ostecremen sammen med 1 enkelt Ginger. 

Kom ostecremen ovenpå den kolde marcipanbund og fordel det i et jævnt lag. 

Lad det stå i køleskabet i ca. 4 timer til ostecremen har sat sig.  

Jordbærblomst med jordbær gele:
Ca. 100 g jordbær afhængigt af størrelse
1 dl jordbær puré 
2 blade husblas

Skær jordbærrene i tynde skiver. 

Udblød og smelt 2 blade husblas og rør jordbær puréen i. 

Kom lidt gele rundt i kanten af kagen og læg jordbær skiverne som en ring ovenpå geleen. 

Kom geleen i cirklen inden i jordbærrene og læg endnu en række med jordbær.

Det gøres indtil jordbærrene danner en fin blomst. 

Pensl til sidste hele toppen med resten af geleen. Dette gøres i et tyndt lag af flere omgange. 

- Indlægget er sponsoreret, men meninger og holdninger samt OPSKRIFTEN er helt min egen. 
Share:

mandag den 11. august 2014

Cheesecake med rabarbersirup pyntet med rabarber chips

Herhjemme har vi heldigvis haft adgang til mange rabarber i år og det er der kommet lidt forskellige lækkerier ud af. En af dem var dette eksperiment, som jeg faktisk er ret godt tilfreds med. Jeg har kommet lidt marcipan i kiksebunden, for marcipan er altså godt i bagværk. Det smager ikke vildt meget igennem, men det tror jeg er helt fint, for ikke at ødelægge den skønne smag af rabarber.


Rabarberchipsne er lavet et par dage i forvejen, så dem får I lige en hurtig opskrift på her.

Rabarberchips

2 stængler rabarber
1 dl vand
150 g sukker
25 g glukosesirup

Skær stænglerne i meget tynde skiver på skrå med en skarp kniv.

Kom vand og sukker i en gryde og kog det op. Lad det koge i ca. 10 minutter, tilsæt glukosesirup og tag gryden af varmen.

Lad rabarberskiverne trække i sukkerlagen i ca. 20 minutter.

Anbring derefter skiverne på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 80 grader i 3-4 timer. De skal være sprøde.

Opbevar dem i en tætlukket beholder langt væk fra fugt.

Rabarbersirup

300 g rabarber i skiver
2 tsk vanilje ekstrakt
3 dl vand
180 g sukker

Kog rabarber, vanilje ekstrakt og vand i en gryde i ca ½ time til rabarberne er møre.

Læg en si med et rent viskestykke over en skål og hæld grydens indhold heri. Lad saften dryppe ned i skålen og hæld den tilbage i gryden.

Tilsæt sukker og kog det ind til en sirup. Hæld sirupen på flaske og lad den køle.

Cheesecake

25 g smør
35 g revet marcipan
8 digestive kiks
300 g flødeost
150 g cremefraiche
kornene fra ½ vaniljestang (jeg brugte vanilje twisteren fra Dr. Oetker)
75 g sukker
1 tsk limesaft
Rabarbersirup

Knus kiksne og bland dem med smeltet smør og marcipan. Fordel massen i en ca. 18 cm springform og stil bunden på køl.

Pisk flødeost, cremefraiche, vanilje, sukker og limesaft sammen, så osteblandingen bliver luftig.

Tilsæt ca. 1 dl rabarbersirup eller efter smag og fordel osteblandingen over kagebunden.

Lad den stå på køl et par timer eller allerhelst natten over.

Pynt med rabarberchips lige inden servering. 
Share:

onsdag den 4. juli 2012

Cheesecake med kiksebund og rabarbermarmelade

Jeg har længe gerne villet forsøge mig med en cheesecake. Især efter vores tur til USA, hvor jeg blev stor fan af The Cheesecake Factory.

Efter at have lavet min hjemmelavede rabarbermarmelade den anden dag, fik jeg den idé at den da måtte kunne bruges som smag i sådan en cheesecake.

Jeg gik derfor på jagt efter en opskrift og inspiration og endte ud med denne kage:


Jeg er selv ret godt tilfreds med resultatet og synes altså den smager skønt. Især en lun sommeraften, hvor en almindelig skære kage godt kan blive for vammel. Manden min efterlyste dog mere kageagtig kage, da en cheesecake jo på ingen måder minder om en almindelig bradepande kage.

Kagen er lagt sammen i en springform på 25 cm. 

Jeg vil dog anbefale at ligge springformens ring oven på det fad der skal bruges til kagen, istedet for som mig, at samle det hele i springformen, så kagen ikke ret godt kan løftes ud af bunden uden at den får i stykker.

Opskriften jeg endte med at lave får I her:

Kagen skal stå først 5-6 timer og derefter ca. 2 timer, så husk at beregne rigelig tid.  

Kiksebund:
300 g Digestive kiks
125 g smør

Fyld:
400 g flødeost naturel (ikke light)
2½ dl sukker
1 tsk flydende vanilie
saft fra 2 citroner
saft fra 1 lime
3 blade husblas
½ l piskefløde

Toppen:
400 g rabarbermarmelade
1 blad husblas
Evt. lidt chokoladesauce (jeg brugte den fra Dr. Oetker)

Man starter selvfølgelig nedefra, så kiksebunden laves ved at kiksene knuses fint, gerne i en foodprocessor, hakker eller andet. Smørret smeltes ved svag varme og blandes godt sammen med de knuste kiks.

Massen fordeles i springformen. Brug gerne håndfladen til at presse den godt sammen til en fast kagebund.
Stil kagen i køleskabet.

Imens laves ostefyldet: Rør flødeosten blød med sukker, flydende vanilie og saften fra citronerne og limen. Her brugte jeg min Keenwood med piskeris, men en foodprocessor eller almindelig håndmixer kan også bruges.

Læg husblas i blød i en skål med koldt vand i 5 minutter. Smelt derefter husblas ved svag varme i en kasserolle med det vand der hænger ved. Husblassen skal kun netop være blevet flydende før den kommes i osteblandingen og der røres godt, så den ikke klumper.

Pisk piskefløden til flødeskum og vend den i osteblandingen. Herefter fordeles osteblandingen ovenpå kiksebunden i springformen i et jævnt lag og kagen kommer igen i køleskabet. Her skal den stå i 5-6 timer.

Derefter smeltes rabarbermarmeladen ved lav varme. Husblassen lægges i blød i en skål med koldt vand til den er geleagtig. Herefter smeltes den i marmeladen. Husk at piske grundigt for at undgå klumper.

Marmeladen fordeles på cheesecaken i et jævnt lag.

Jeg pyntede derefter med nogle cirkler chokoladesauce som jeg kørte en tandstik igennem, så de fik mønstret du kan se på kagen.

Derefter stilles kagen på køl i ca. 2 timer. Overfladen skal være fast og så er den klar til servering.
Share:

Popular Posts

Categories

Unordered List

Follow on Bloglovin

Text Widget

Blog Archive

Leveret af Blogger.

Faste læsere

Labels

Søg i denne blog

Blogroll

About

Flickr

BTemplates.com

Copyright © Biancas Kageverden | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com