Hjemme hos os: Madlavning, Bagetid, Brød og kager, Kreative påfund og Familietid. Velkommen.

søndag den 29. september 2013

God søndag - møde med kagedamerne

Hej derude i blogland

Idag får manden ansvaret for prinsessen, for jeg er nemlig den der er smuttet. Dagen idag står nemlig på kagehygge med en masse skønne kagedamer. Det er længe siden vi har været samlet, så jeg glæder mig rigtig meget til at se dem allesammen.


Tasken er pakket med dagens udstyr. For ja - jeg har meget mere! Det griber nemlig om sig med denne skønne hobby. Idag har vi dog planer om at øve at lave orkidéer.

Jeg har kun lavet orkidéer en gang til min søsters bryllupskage, så jeg glæder mig til at få fif og erfaringer med fra nogle rigtig dygtige damer.

Hvad skal din søndag bruges på?

Måske ud og nyde det gode vejr?

Rigtig god søndag derude bag skærmene!
Share:

lørdag den 28. september 2013

Madplan uge 39

Det er ved at være en del uger siden, at jeg sidst delte en madplan herinde. Ikke fordi vi ikke laver madplaner, tværimod, men fordi de ikke har været super spændende. Jeg synes det meget har været de samme ting igen og igen.

Jeg må dog indrømme, at efter jeg er begyndt på fuld tid, og vi skal have det til at fungere med at få hentet prinsessen og stadig nå at få slappet lidt af inden sengetid, er vores madplaner blevet et af de vigtigste redskaber herhjemme. Især fordi vi samtidig med madplanen laver en ugeoversigt, så der er et overblik over, hvordan aftenerne ser ud for ugen. Det gør altså alting meget nemmere, selvom det kan være lidt træls, at alt skal stilles op i kasser, men hvad gør man ikke for at have lidt mere overskud. 

Det betyder også at vi får handlet ind en gang om ugen og dermed undgår en masse småindkøb, som også lige skal nås en stram tidsplan. 

Vores mad herhjemme bærer præg af, at vi i juni måned, forsøgte at leve efter LCHF princippet. Det gav energi og overskud og samtidig blev en del af det en god vane. 

Jeg synes ikke det er specielt uoverskueligt at leve efter, men at gøre det 100 % sker nok aldrig, da jeg ikke kan undvære brød og søde sager i længden. Derfor kan man jo sagtens tænke princippet med ind i hverdagen. Det betyder at det er sjældent der kommer kartofler, ris, pasta og hvidt brød på bordet, men istedet er grøntsager blevet en naturlig del af tallerkenen og også den del der fylder allermest. 



Billede af vores hvidkålspandekager med kødsovs. Opskriften er fundet her

Uge 39: 
Mandag: Rødbedesuppe med ostefyldte tortillas
Tirsdag: Rest fra mandag
Onsdag: Hvidkålspandekager med kødsovs
Torsdag: Suppe - boost dit immunforsvar
Fredag: Rest fra onsdag
Lørdag: Rest fra torsdag
Søndag: Afventer ny madplan
Share:

fredag den 27. september 2013

Bobles myresluger til en tumleglad prinsesse

Herhjemme har vi en meget aktiv pige. Det går stærkt og hun skal bare fremad. Derfor har jeg længe gået og kigget på tumlemøblerne fra bobles, da jeg synes de giver rigtig meget til børnenes motorik.

Amilia har i forvejen elefanten og fisken i miniudgave, og synes især det har været rigtig sjovt at ligge på elefanten, da hun skulle lære at kravle. Den der fornemmelse af at hendes krop kom op over jorden var sjov, og der gik da heller ikke længe, inden hun gerne ville op og kravle selv.

Da vi har et lille rækkehus, hvor der ikke den vilde plads til en masse legetøj, var det vigtigt for os, at hun fik det helt rigtige møbel, som hun ville få stor glæde af og det ikke bare kom til at stå og fylde. Især fordi vi ikke vidste, om hun ville gide at tumle på sin bobles. Samtidig var det vigtigt at det var et møbel, som hun kunne vokse lidt med, da hun virkelig har travlt med at lære nye ting hele tiden.

Vi endte med at vælge myreslugeren. Den er 3 møbler i et og prinsessen synes allerede, det er super sjovt at tage den inderste ud og sætte ovenpå den yderste. Samtidig kan hun selv komme op og sidde på den i midten. Hun er stor fan af sin gyngehest, har derfor hurtigt fundet ud af, at hun også kan gynge på sin bobles. Endda med den fordel at hun ikke skal have hjælp til at komme op på den.


En anden fordel med dette bobles møbel er, at vi nu slipper for at skulle finde plads til en skammel.



Begejstringen for myreslugeren er derfor stor herhjemme, og vi går allerede og kigger på hvad hun skal ønske sig til jul. 
Share:

torsdag den 26. september 2013

Grove bagels - Økologisk Landhvedemel fra Amo

Til prinsessens fødselsdag holdt vi jo picnic. Til sådan en picnic hører sig sandwich og vi havde derfor været i fuld sving med bageriet herhjemme. Jeg har været så heldig at få lov at prøve Amo's nye landhvedemel og det måtte derfor i nogle lækre bagels til disse sandwich. For at det ikke skulle være ren hvedebagels denne gang, blev der dog suppleret med Amos Fuldkorns hvedemel.




Det kom der disse skønne sandwich ud af.


Herhjemme er vi ret begejstret for Amo's produkter og deres økologiske linje skuffer bestemt ikke. Selvom jeg skiftede lidt af økologien ud med fuldkorn, fik vi nogle super lækre og mættende bagels.

Opskriften på disse bagels har jeg skrevet om tidligere og kan findes lige her. 
Share:

onsdag den 25. september 2013

Peter Plys og vennerne - kage til Amilias 1 års fødselsdag - popcakes honningkrukker

Til en Peter Plys fødselsdagspicnic skal der selvfølgelig også kage til. Jeg havde derfor været igang med modelleringen af Peter Plys og hans venner så de også kunne komme på picnic.


Indhold:
- Bunde: Lagkagebunde
- Fyld: jordbærmousse, lagkagecreme med bananstykker
- Smørcreme: IMBC
- Overtræk: Renshaw fondant
- Pynt: Wilton fondant og RI


Honningkrukkerne er lavet af rumkuglefyld og overtrukket med Wiltons Candy Melts og kokosolie. Det kan bestemt ikke anbefales at bruge kokosolie, men jeg var desværre løbet tør for Palmin. Det betød at kagerne måtte på køl for at overtrækket stivnede, da kokosolien ellers ikke stivner.

Derfor dannede overtrækket kondens og jeg kunne ikke skrive den ønskede tekst på: honning.

Den gule honning er lavet af gul RI.

Share:

tirsdag den 24. september 2013

Fødselsdagsbrunch

Herhjemme har vi alle 3 fødselsdag indenfor 4 uger. Den sidste i rækken er mig, og det var søndag jeg kunne fejre at endnu et år er gået. Det skulle ikke være den vilde fejring, da jeg synes, at vi havde holdt en super fin fødselsdag for prinsessen.

Samtidig har vi været ramt af sygdom. Jeg skrev jo ellers herinde for 1½ uge siden at nu måtte det godt gå fremad. Desværre nej. Jeg var SÅ klar til at skulle på arbejde i onsdags efter min operation og lillepigens influenza og så blev det min tur. Samtidig skranter prinsessen fortsat, så her handler det mest om at overleve i disse dage. 

Vi havde dog en dags pause i al den sygdom på selve dagen, så derfor holdt vi fast i de oprindelige planer, om at køre hjem til min søster og holde lidt fødselsdagsbrunch. Min søster fylder jo også år, så det var nærliggende at tage en hyggedag sammen med vores forældre. 

Et lækkert brunchbord blev dækket og alle fandt noget de kunne lide, så bestemt en succes. 

Jeg meldte mig hurtigt til at stå for brownies og amerikanske blåbærpandekager. Da kroppen var noget mat hjalp manden min, så det lykkedes at få begge dele klar. 



Pandekagerne har jeg lavet før - opskriften kan findes lige her
Share:

tirsdag den 17. september 2013

Temafest - Peter Plys picnic - "honningkrukker" - DIY

Til Peter Plys' fødselsdagspicnic for Amilia havde jeg lavet disse fine "honningkrukker" til bestik og brødstænger.


De er hurtige og nemme at lave selv, så det er bare at komme i sving, hvis du får brug for en "honningkrukke". Det der tager tid, er malingens tørretid.

Det skal du bruge:
- Brune potter (jeg brugte plastikpotter fra Bauhaus, tror de kostede ca. 10 kr. stykket)
- Gul maling
- 1 pensel
- 1 sort permanent marker

Giv potterne en kant med den gule maling, så det ligner honningen er flydt lidt ud. 

Mal så mange lag, du synes det er nødvendigt. 

Skriv med permanent marker på potterne.

De færdige potter. 

Share:

mandag den 16. september 2013

Endelig lykkedes det - en vinder er fundet!

Jeg beklager endnu engang, at det har taget så lang tid at finde en vinder af Hevea sutten. Som I kan læse i mit forrige indlæg, har vi været temmelig meget ramt herhjemme.

Heldigvis er prinsessen frisk igen og i dagpleje, og jeg er ved at være lidt mere oppegående, (hvilket jeg nok også burde, da jeg skal på arbejde igen fra onsdag,) så nu lykkedes det endelig.

Da jeg er stor fan af lodder, blev det også en give away, hvor et lod skulle trækkes.

And the winner is.... (trommehvirvel)



Stort tillykke til Himmelspjæt. Vil du sende mig din adresse på smileygirl 100 @ hotmail .com (uden mellemrum), så sørger jeg for at sutten kommer hjem til det nyeste medlem af familien. Tillykke med hende!

En stor del af jer stillede også nogle rigtig god spørgsmål. Dem vil jeg selvfølgelig besvare, men meget mere om det i et senere indlæg. 
Share:

lørdag den 14. september 2013

En hård uge - snart på benene igen (forhåbentligt)

Puha jeg synes det har været en hård uge. Plejer nu ikke at skrive en masse ynk i indlæg, da denne blog er tiltænkt som afløb for alle mine kreative tanker og hvad der ellers falder mig ind, men har lige bruge for luft.

Det startede med at prinsessen og jeg var syge sidste weekend. Tager virkelig hatten af for enlige mødre, for var virkelig afhængig af manden, da han kom hjem fra arbejde lørdag. Jeg nåede kun at blive lidt frisk inden jeg skulle opereres i mit knæ tirsdag for 4. gang. Jeg var nervøs og bange, da jeg aldrig har prøvet lokalbedøvelse før og samtidig ikke anede hvad de ville finde.

Jeg kom til skade på en skitur med min efterskole, hvor der desværre slet ikke blev taget hånd om mig, men jeg istedet selv måtte sørge for at få pakket og komme med bussen hjem fra Norge med et knæ, jeg ikke kunne stå på. Sætter virkelig pris på de kammerater, der valgte at bære mig til bussen. Da jeg nåede hjem blev jeg akut opereret, da jeg stort set havde smadret alt i knæet.

Heldigvis kunne lægen i tirsdags konstatere at de foregående operationer holder og det var en ny skade, der lavede ballade. Jeg fik derfor strenge ordre om ikke at stødbelaste igen, dvs. ingen løb eller hoppen af nogen slags.

Min mor har i ugens løb hjulpet mig med prinsessen, men hun var sløj og der gik kun en enkelt dag så begyndte Amilia også at skrante. Det endte med en tur på sofaen for Amilia, mor og jeg med feber og forkølelse.

Jeg er SÅ træt af at være skidt, ked af at jeg ikke kan passe min datter og trænger virkelig til snart at kunne gå en tur.


Share:

fredag den 13. september 2013

Sommerprojekt udestue

Som jeg har mumlet lidt om her på bloggen har vi været igang med at bygge. Jeg har endda røbet en enkelt gang eller to, hvad vi var igang med, men der er også blevet gættet af jer skønne læsere.

Der blev gættet på udestue og jep, det er lige hvad vi har bygget. Det har taget tid og kostet sommertimer, men det var det hele værd. Vi nyder virkelig vores ekstra stue, og føler vi får meget mere ud af vores have og samtidig kommer vi jo meget mere ud. Udestuen er nemlig så smart, så den kan åbnes op, så den fungerer som overdækket terrasse hvis man gerne vil have sommerluften ind - og hvem vil ikke det?!

Jeg havde håbet på et sommerfoto, men det lykkedes ikke lige. Fotografen (mig) var vist lidt længe om at komme ud af starthullerne.

Vi gik igang i starten af juni med at rive vores gamle udestue ned. Vi har aldrig rigtigt brugt den og den har egentlig mest været et irritations moment fordi den var så dårligt lavet. Da vi havde boet her 1 år begyndte det at regne ind fordi taget på udestuen var bygget over tagrenden på huset, så vandet kunne slet ikke komme væk. 2. år begyndte ruderne at revne fordi det hele gav sig på grund af fugten. Derefter er det hele bare blevet værre og værre så til sidst fik vi altså nok. Samtidig var taget så mørkt og ødelagt at vi stort set havde lyset tændt i vores stue hele dagen, da udestuen simpelthen slugte lyset.

Under byggeriet løb vi ind i en periode med meget regn i slutningen af juni, så der stod projektet helt stille og da vi endelig kunne komme igang igen var vi på vej til Kos. Så alt i alt tog det ca. 2 måneder at blive færdige, men nu er det hele også bare som vi gerne vil have det.

Lidt billeder af processen:

- Den gamle udestue må lade livet:



- Skelettet til den nye sættes op:


 - Skelettet males:

- Taget er lagt på og dørene sat i:


- Vinduerne på selve huset males:

- Størstedelen af gulvet er lagt (mangler det der skal skæres til) og udestuen er delvist taget i brug:


Share:

torsdag den 12. september 2013

Temafest - Peter Plys picnic - Dækkeservietter - DIY

En af de ting, som jeg er rigtig godt tilfreds med fra Amilias fødselsdag, er dækkeservietterne. De blev lige som jeg havde forestillet mig, og så er det altså super smart, at de kan gemmes og bruges igen. Måske en dag prinsessen vil holde te selskab, hvem ved.

Det skal du bruge:
- Papir i følgende farver: Orange, sort, gul, rød, pink, lyserød og blå
- 1 saks
- 1 limstift
- Skabeloner
- 1 stk permanent marker
- Lamineringsmaskine
- Lamineringsark i A4

Her gjorde jeg mig mange overvejelser, især med tigerdyrets hale. Den skulle bare være helt perfekt. Derfor lavede jeg først selve halen, så jeg vidste var stor den var. Tegnede den over på orange papir og klippede derefter striberne ud:


Derefter var idéen skabt og jeg måtte i sving med resten.

Tigerdyr:
- Først laver du den sorte bund til Tigerdyrs hale.
- Derefter klipper du de orange mellemdele ud og limer dem på halen.
- Klip de sorte streger til ud og lim dem på et orange A4 ark.
- Lim halen på og laminer dækkeservietten.

Peter Plys:
- Klip den sorte bund til Peter Plys´ ører ud først.
- Derefter klippes selve øret i gul og limes oven på.
- Del et rødt A4 ark på midten på den lange led.
- Lim det på et gult A4 ark.
- Lim ørerne på og laminer dækkeservietten.

Grisling:
- Klip den pink bund til ørerne ud.
- Klip den lyserøde del til ørerne ud og lim ovenpå den pink.
- Del et pink A4 ark på midten på den lange led og lim det på et lyserødt A4 ark.
 -Tegn sorte lige streger henover. Stregerne skal have mellemrum på 2 cm og du starter fra bunden af dækkeservietten.
- Lim ørerne på og laminer dækkeservietten.

Æsel:
- Klip den sorte bund til halen ud.
- Klip de enkelte dele ud til sløjfen, halen og sømmet
- Lim dem på den sorte bund og lim det på et blåt A4 ark.
- Laminer dækkeservietten.

Ved at laminere dækkeservietterne til sidste kan de gemmes og bruges igen. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg laver mine egne dækkeservietter.

Skabelonerne får du lige her, jeg ligger dem ind som billedfiler. Du kan derfor blot kopiere dem og printe dem ud i A4 størrelse, så passer de i størrelsen.





God fornøjelse!
Share:

onsdag den 11. september 2013

Rejse med baby - Et rejsebureau fejler stort!

Jeg har tidligere lovet at skrive lidt om vores ferie til Kos og om at rejse med en baby på 10 måneder. Det har ladet vente på sig, og der er der en årsag til.

Man kan på ingen måder planlægge sig til en god ferie, men man kan bestemt give sig selv nogle forudsætninger der kan gøre det hele lidt nemmere. Det synes vi også at vi havde gjort. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg denne gang syntes, vi skulle tage med et charterbureau, for så havde vi da nogen at spørge til råds på destinationen.

Samtidig var det store krav til opholdet, at det skulle være en lejlighed med 2 værelser. Dette for vi selv kunne styre vores mad, da prinsessen på det tidspunkt ikke spiste så varieret, men også for at vi kunne lægge hende i seng om aftenen i soveværelset, mens vi kunne være i stuen og på altanen. Dette levede vores hotel bestemt også op til.

Hvad der dog mangelede og som også stod højt på prioriteringslisten var en børnepool. På rejsebureauets hjemmeside var oplyst, at der var 2 pools, hvoraf den ene var en børnepool. Der var derfor ingen tvivl fra vores side, da vi bestilte rejsen. Min tanke var; er der en børnepool er det også et børnevenligt hotel.

Der var dog ingen børnepool på hotellet og kalde det børnevenligt kan jeg heller ikke. Bevares de var da glade for at sige hej til vores baby, men så var det vist også det. Da vi spurgte efter en højstol til lejligheden fik vi denne stol udleveret.


Jeg er glad for Amilia ikke var yngre, for så var hun simpelthen gledet ud af den, hvilket hun også var på vej til et par gange - hun sidder bestemt ikke stille.

Derudover var vi de eneste på hotellet med børn og måtte flere gange bede de unge mennesker, der boede omkring os om at skrue ned for musikken, for vi kunne ikke høre hvad vi sagde til hinanden på altanen.

Det største problem for os var dog den manglende børnepool. Amilia var da heldigvis så lille, så bare vi var i nærheden, så gik det nok der ikke var andre børn.

Den manglende børnepool betød, at vi allerede på stedet klagede over problemet hvor vi fik beskeden, at vi kunne få 1200 kr. i kompensation eller betale 8000 kr. for at få et nyt hotel. Jeg ved ikke hvor mange, der kan betale 8000 kr. ekstra på en ferie, men vi kunne i hvert fald ikke.

Løsningen blev at vi fik lov at benytte et hotel på vejens børnepool. Dem der har små børn kan forestille sig alt det vi skulle overveje og huske at pakke ned, for at gå over til en anden pool, istedet for den nemme løsning med bare lige at smutte op i lejligheden. Samtidig føler man virkelig, at man trænger ind på et andet hotel, når man kommer der med alle sine pakkerier og folk tror vi lige sniger os til en dukkert.  Jeg trængte til ferie da vi kom hjem. Havde jeg vidst at en ferie ville kræve så mange overvejelser, og at vi skulle rykke sådan rundt hver dag, havde jeg bestilt et hotel tættere på stranden uden pool.

Jeg har selvfølgelig sendt en klage efterfølgende og har gået og ventet på svar på denne efter vi kom hjem. Heri oplyser jeg også, at jeg vil skrive dette blogindlæg, så Falk Lauritsen ved godt at de får en grim anmeldelse med fra mig. For ja - det var Falk Lauritsen vi rejste med. Et rejsebureau jeg på ingen måde havde forestillet mig ville behandle deres gæster på denne måde. De har indrømmet manglen af poolen, men kalder det et mindre irritations moment, da vi jo kunne gå over til den anden pool. Den person der har skrevet det til mig, må virkelig ikke have børn eller have prøvet at føle sig fremmed på det sted, hvor man egentlig bare skulle hygge sig og slappe af.

Vi fik tilbudt en yderligere kompensation, men bestemt ikke nok til at opveje den skuffelse og det arbejde vi måtte ligge i at få nogle hyggelige timer, på trods af at vi hver dag måtte finde et andet sted at være end på vores eget hotel. Jeg har derfor sendt klagen videre til pakkerejse ankenævnet, men her er ventetiden 8-9 måneder, så hvornår vi får en afgørelse må tiden vise.

Jeg kan derfor kun, sige jeg er skuffet, vred og ked af det. Derudover kan jeg konstatere, at jeg har en super sej datter, der tog varmen og flytteriet i stiv arm. Aner virkelig ikke hvad vi havde gjort, hvis hun havde været en sensitiv baby, hvor bare det at ankomme til hotellet var forandring nok. Det er derfor ikke sidste gang vi tager ud og rejse med baby, men bestemt den sidste gang vi rejser med Falk Lauritsen.

Anmeldelse af Falk Lauritsen
Share:

tirsdag den 10. september 2013

Kunsten at sidde stille

Efter prinsessens fødselsdag har der været tryk på herhjemme. Som dem af jer, der følger mig på facebook kunne læse, skyldes dette blandt andet at vi herhjemme løb ind i en forkølelse. Den er ved at være overstået, men jeg må indrømme, at jeg virkelig tager hatten af for enlige mødre. Både Amilia og jeg var syge med feber lørdag, mens manden var på arbejde og det var altså noget af en udfordring. 

Derfor skylder jeg også at få trukket vinderen af Hevea sutten, som sluttede på prinsessens fødselsdag den 3. september. Jeg lover vinderen bliver trukket en af de nærmeste dage. 

Lige nu bruger jeg nemlig tiden på sofaen med benet højt. Her kommer jeg nok til at sidde det meste af den næste uge, hvilket må siges at være noget af en udfordring, da jeg sjældent sidder stille ret længe af gangen. Grunden til dette er, at jeg idag er blevet opereret for 4. gang i mit stakkels knæ. Heldigvis ikke så stor en operation som de andre gange, men nok til at jeg selvfølgelig skal holde mig i ro. 


Da operationen selvfølgelig var planlagt, har jeg allerede en masse ting, som jeg kan lave, mens jeg sidder her. Blandt andet er jeg igang med at lave om på bloggen, hvilket også er blevet bemærket af et par af jer. Det kan jeg så passende få lidt mere styr på når nu jeg alligevel sidder her. 

Jeg tager gerne imod gode idéer til bøger, film, kreative sysler eller andet hvis I har nogen gode idéer. 

Må indrømme at det hårdeste nok er, at jeg ikke kan tage mig af min skønne datter. Hun lærte at gå et par uger inden hun blev 1 år og stavre nu rundt i hele huset. Jeg har derfor allieret mig med min mor, som kommer og hjælper fra Amilia skal hjem fra dagpleje og indtil manden kommer hjem. 
Share:

tirsdag den 3. september 2013

Tema fødselsdag - Når Peter Plys inviterer til 1 års fødselsdag

Prinsessen bliver 1 år idag og det skal da fejres. Derfor havde Peter Plys inviteret til 1 års fødselsdag i 
100-meterskoven i søndags. Selvom vejret gav lidt ændringer, nåede jeg at tage billeder af det hele inden vi måtte rykke indenfor. 


Som vi havde skrevet i invitationerne skulle festen netop holdes i 100-meterskoven. Derfor måtte gæsterne ud på en lille gåtur inden de kom frem til festen. 




Vi havde sendt dem på en lille tur rundt i kvarteret og ind af havelågen, hvor dette fine festtelt skulle have mødt dem. 


Peter Plys havde sørget for at alle vennerne var med til festen: 



Buffetbordet med alt hvad der hører stil til sådan en fødselsdags picnic: 


 Menuen i billeder:




Bestikket var pænt pakket i en "honningkrukke" og det samme var lidt lækre brødstænger til bordet:



Til sidst vil jeg da lige vise invitationerne en gang til: 


Invitationstekst: 
Kære
I anledning af Amilia bliver 1 år mener Peter Plys, at der skal holdes fest. For i Peter Plys' verden er der altid plads til en mundsmag af et eller andet. 
Han og vennerne inviterer derfor til fødselsdagspicnic i 100-meterskoven. 
Dette vil foregå søndag den 1. september kl 13.00. 
Vi følges i samlet trop til 100-meterskoven og du/I bedes derfor møde op på nedenstående adresse: 
XXXXX
Vi glæder os til at se jer!
Så må vi se om Peter Plys selv dukker op, for som han siger:
"Jeg er jo en bjørn med en meget lille forstand."
Svar udbedes den XX/XX
Peter Plys: "Det er klogt at spørge nogen, hvad man leder efter, før man begynder at lede."
Skulle du/I lede efter en gave vedlægges derfor en ønskeseddel. 

Sidst men ikke mindst - KAGEN: 


Honningkrukker på pind:

Skabeloner og beskrivelser af pynten kommer der meget mere om fordelt på lidt flere indlæg, hvis du nu synes sådan en Peter Plys fest ville være et hit hjemme hos dig. 

Share:

Popular Posts

Categories

Unordered List

Follow on Bloglovin

Text Widget

Blog Archive

Leveret af Blogger.

Faste læsere

Labels

Søg i denne blog

Blogroll

About

Flickr

BTemplates.com

Copyright © Biancas Kageverden | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com