Hjemme hos os: Madlavning, Bagetid, Brød og kager, Kreative påfund og Familietid. Velkommen.

torsdag den 31. januar 2013

Fondanthygge med mor

Min mor og jeg var af en ven blevet spurgt om vi kunne lave en John Deere traktor. Det mente jeg selvfølgelig ikke var noget problem. Derfor aftalte vi at mødes og gøre et forsøg. Ud over traktoren blev der ønsket logoet også. Der var jeg straks mere skeptisk, da jeg synes det kan være rigtig svært at gengive logoer. 

Vi havde en rigtig hyggelig dag og jeg synes altså min mor gjorde det godt. Hun er jo ikke vant til at modellere med fondant, men synes hendes traktor er blevet rigtig flot.

Mor i fuld sving

Resultatet af vores anstrengelser:
Mors traktor til venstre, min til højre og mig der har lavet logo

Jeg forsøgte mig med logoet og er faktisk ganske godt tilfreds

Mors traktor foroven og min forneden. 
Synes det er skægt at vi på trods af at vi har kigget på samme billeder, er endt med resultater der godt nok minder om hinanden, men ikke er helt ens. 

Share:

onsdag den 30. januar 2013

Hjemmelavet æggesalat

Manden min har haft ferie, så jeg har nydt at have ham hjemme. Derfor synes vi godt at frokosten måtte være lidt mere spændende.

Vi har derfor kreeret denne hjemmelavede æggesalat. En noget sundere udgave end den man kan købe, den mætter godt og smager skønt.



Opskriften er inspireret af Go' morgen Danmarks som jeg så den ene morgen. Jeg kunne dog ikke helt huske hvordan og hvorledes, så handlede ind efter det jeg kunne huske og fandt derefter opskriften. Vi har derfor lavet den helt som vi selv havde lyst til.

Vi har lavet en større portion, så der var til lidt flere dage.

3 dl creme fraiche
3 tsk karry
3/4 agurk
3 spsk hakket syltet agurk, samt 1 spsk lage
4 blomkålsbuketter
1 løg
6 æg
Salt og peber

Bland creme fraiche med karry.

Skær agurk, syltet agurk og blomkål i mindre stykker og pil og hak løget.

Bland det hele sammen. Husk at tilsætte 1 spsk lage fra de syltede agurker.

Skær æggene i mindre tern og vend dem med resten. Smag til med salt og peber. 
Share:

tirsdag den 29. januar 2013

Hjemmelavet honningristet müsli

Herhjemme har vi før forsøgt os med hjemmelavet müsli. Jeg synes desværre hurtigt den blev tør og kedelig, så det blev droppet igen. Nu har jeg dog fundet løsningen - Honningristet müsli. Det smager godt, er ikke super usundt og giver en sprød müsli. Lige en müsli efter min smag.

Min store inspirationskilde er MissMuffin. Jeg tog derfor udgangspunkt i hendes opskrift her og tilpassede den, så det passede med det jeg lige havde i skabene, og det vi godt kan lide herhjemme.

Synes det er så fint, at man kan variere i det uendelige. Så det er bare med at se hvad man lige har lyst til at putte i.

Så nu står morgenmaden herhjemme på müsli og selv manden er med på idéen.


Jeg endte ud med følgende opskrift:
3 dl 5-kornsblanding
2 dl havregryn
½ dl hørfrø
½ dl solsikkekerner
1 dl grofthakkede mandler
½ dl grofthakkede hasselnødder
1 dl kokosmel
1 håndfuld tørrede æblestykker
Lidt grofthakket chokolade
1½ dl kogende vand
3 spsk honning

Kom gryn, hørfrø, solsikkekerner og nødder i en lille bradepande.
Opløs honningen i det kogende vand og hæld over blandingen.
Bland det hele godt med fingrene, så det hele bliver lidt fugtigt.
Rist blandingen ved 180 grader i 25 minutter til det er gyldent. Rør i det et par gange undervejs.
Når blandingen er kølet af tilsættes kokosmel, æbler og chokolade. 
Share:

søndag den 27. januar 2013

Madplaner uge 3 og 4

Det er ikke fordi vi har droppet madplanerne herhjemme, at de ikke er kommet her på bloggen. Jeg har simpelthen haft mit fokus andre steder. Manden min har haft ferie, så vi har rykket lidt rundt på hjemmet, så det bliver mere funktionelt med en lille en. Derudover har mit fokus været på masser af kage.


I uge 3 var jeg så heldig at komme med i Fyens Stiftstidende med en artikel om, hvordan man selv kan lave sin egen bryllupskage. Jeg har her på bloggen fulgt op på dette med blogindlæg om hvordan jeg griber det an trin for trin. Læs meget mere om det her. Selve artiklen kan læses her.

I skal dog ikke snydes for inspirationen til jeres egen madplan. Så her kommer madplanerne fra de to sidste uger:

Uge 3:

Mandag: Bagt kartoffel med ratatouille
Tirsdag: Take away (vi rykker rundt på to rum i huset)
Onsdag: Stuvet hvidkål med krydderbøffer
Torsdag: Svensk pølseret
Fredag: Rest suppe fra fryseren
Lørdag: Wok (får besøg af gode venner)
Søndag: Kartoffel-porre suppe

Uge 4:

Mandag: Chili con Carne
Tirsdag: Rest kartoffel-porre suppe fra søndag uge 3
Onsdag: Kartoffelpizza med pesto og chorizo
Torsdag: Spise ude (nevøens fødselsdag)
Fredag: Rest chili con carne
Lørdag: Ingen planer (B er til fødselsdag)
Søndag: Rester - alt godt fra køleskabet

Share:

fredag den 25. januar 2013

Bumle-kage til min nevø

Min nevø blev 3 år igår og traditionen tro skulle han have sig en "lille" kage på selve dagen.

Jeg måtte derfor i tænkeboks, for hvad laver man til en dreng der fylder 3 år. Svaret kom hurtigt og selvom jeg havde svoret aldrig at ville lave en Bumle-kage, måtte jeg overgive mig. Det var jo trods alt til nevøen. 

Selvom den tog laaang tid at lave, var det alle anstrengelserne værd, da jeg så hans glæde over sin kage. Han var ude og kigge til den mange gange i køleskabet inden den skulle serveres. 


Indhold: 
- Kage: Chokoladekage
- Smørcreme: Chokoladefrosting
- Overtræk og pynt: MMF

Glæden er da ikke til at tage fejl af: 


Lidt billeder fra andre vinkler: 




Share:

tirsdag den 22. januar 2013

Historien om en bryllupskage der kom i avisen - del 2

Så fik jeg fat i selve avisen med artiklen om min bryllupskage. Det er nu rart at have den i papirudgaven, så man kan gemme den og tage den frem indimellem. Synes den er blevet super fin.



Det jeg gerne ville med artiklen, var at gøre det nemt for alle at gå igang, hvis de har modet på det. Heldigvis var journalisten med på idéen, så det er også det artiklen tager udgangspunkt i.

Jeg har selv været rigtig glad for al den hjælp jeg kunne få, da jeg hoppede ud i denne verden af skønne kager, så er kun glad for at kunne give lidt videre.

Jeg har fulgt op på artiklen her på bloggen med indlæg, der uddyber en del af arbejdsprocessen. Læs meget mere om det her: Historien om en bryllupskage der kom i avisen - del 1

Selv artiklen kan du læse lige her:




Share:

fredag den 18. januar 2013

Historien om en bryllupskage der kom i avisen

I midten af december blev jeg kontaktet af journalist Stine Charlotte Hansen vedrørende en kage. Ikke en hvilken som helst kage, men en bryllupskage. Dette fordi Fyens Stiftstidende udgiver et bryllupstillæg med alverdens bryllupsting til de kommende brudepar. Her havde Stine fået den idé at få en amatørbager med, som kunne vise at det faktisk ikke er helt umuligt at lave sin helt egen bryllupskage.

Jeg er derfor at finde i dette tillæg, som kommer på gaden sammen med Fyens Stifttidende idag.

Her har jeg lavet en bryllupskage, som jeg skulle mene alle kan gå igang med, og endda uden at det kræver alt for meget andet end tid og gå-på mod.

Går du med bryllup i tankerne, så er dette tillæg måske noget for dig. Det kunne endda være du efter at have læst artiklen, har fået mod på at lave din egen kage.

Som supplement til artiklen har jeg her på bloggen lavet følgende indlæg, som måske kan give dig en uddybning af hvordan du kommer igang. Disse er at finde under etiketten: En kage bliver til.
- Fremgangsmåde med billeder
- En oversigt over kageudstyr
- Sådan laver du en fondantsløjfe

Derfor blev de sidste dage inden jul ikke så julede endda. Jeg fik nemlig besøg af Stine og fotograf Carsten Bundgaard og resultatet blev denne bryllupskage.





Share:

En kage bliver til - Fremgangsmåde

Det tager tid at lave en kage. Derfor er det en god idé at lave en oversigt over, hvornår man skal sørge for hvad. Jeg har her forsøgt at give et indblik i, hvordan jeg griber det an og samtidig lavet en billedoversigt hvor jeg føler det er nødvendigt, for at få et mere visuelt overblik.

Mindst 1 måned før: 
Find ud af hvordan du ønsker kagen skal se ud. Tjek at du har al udstyr, der skal bruges således at du eventuelt kan få bestilt hjem, hvis der er noget du mangler. Selvom kageting er blevet mere populært og kan fås mange steder, kan der være noget, man kun kan købe via en hjemmeside. 

Ønsker du en oversigt over de ting, jeg mener er nødvendige for at kunne lave en flot kage, kan du trykke dig videre til indlægget her. 

Find ud af hvilken fyld og bunde der skal bruges og find opskrifter. Lav eventuelt en skitse over kagen, så du ved hvordan dit resultat gerne skulle blive.

14 dage før: 
Gå i gang med pynten, hvis der skal laves blomster eller andet der skal nå at tørre op.

4 dage før: 
Lav en indkøbsseddel  over ingredienserne til kagen og køb ind. Skal der fløde i moussen, så sørg for at den kan holde sig til efter brylluppet.

3 dage før: 
Bag kagen og lad den køle af. Flæk den når den er kølet af. Bag eventuelt lagkagebundene hver for sig. Lav fyldet om aftenen så det kan stå og trække til næste dag.


2 dage før: Saml kagen i en bagering eller i din bageform. Gøres ved at du lægger film i formen og starter med at ligge den bund, som før var det øverste af kagen. Ovenpå kommes fyld, derefter den midterste bund, derefter ny slags fyld og til sidste vendes den nederste bund om, så kagen ender med at have en skarp kant i toppen.



Stil kagen i køleskabet i ca. 4 timer. Imens laves smørcremen.
Herefter smøres kagen op første gang, for at samle kagen og eventuelle krummer. Kagen stilles i køleskabet i ca. 1 time så smørcremen stivner. Derefter smøres kagen op endnu engang.
Lad kagen stå i køleskabet til dagen efter.

Her først opsamling af krummer og derefter den færdige opsmøring

1 dag før: 
Overtræk kagen og stil den tilbage i køleskabet.


Ønsker du at stable kagen kan det gøres når den nederste kage har stået, så fondanten er blevet hård. 
Bruger du sugerør til at støtte kagen, lav da først hullerne med en spisepind. Derefter sættes sugerøret i og det klippes af. 
Lige inden den øverste kage sættes på, smøres et lag af RI (Royal Icing), så kagerne bliver klistret sammen. 


Sæt den samlede kage på køl og forbered pynten. Tag først kagen ud når du er klar til at pynte.

Pynt kagen. Gør det eventuelt af flere omgange, så kagen hele tiden er afkølet.

På dagen: 
Nyd dagen og husk at tage kagen ud af køleskabet ca. 30 minutter før den skal skæres for. 
Share:

Fondantsløjfe DIY

Til bryllupskagen, som jeg lavede til tillægget i Fyens Stiftstidende, havde jeg valgt at lave en fondantsløjfe. Jeg synes den gav bryllupskagen et elegant tvist og samtidig er det en pynt, man også kunne bruge til andre kager.

Det er super nemt at lave sådan en sløjfe, og du får her en beskrivelse af hvordan jeg gjorde.

Du skal begynde i lidt god tid, da du først skal lave ca. 12 løkker, der først skal tørre op, så de ikke mister formen, når sløjfen laves.

Derudover skal du bruge RI  (Royal Icing) til at samle sløjfen med.

Opskriften på RI lyder således: 
1 bæger past æggehvider
Ca. 300 g flormelis

Rør æggehviden sammen med flormelis. Flormelisen skal tilsættes lidt ad gange. Glasuren er klar når den laver små toppe, som bliver stående når piskerisene løftes op. 

Sæt løkkerne på et stykke madpapir og kom en god portion RI på.

Læg de første løkker på, så den danner en cirkel.

Læg derefter endnu en portion RI på og endnu et lag løkker.

Derefter endnu en portion RI og den sidste løkke.

Se evt. beskrivelse her:


Share:

En kage bliver til - kageudstyr

Når man laver en kage, er det rart at have styr på det kageudstyr, der skal bruges undervejs. Dette behøver ikke være en masse fancy kageudstyr, men kan sagtens være ting du måske allerede har i køkkenet.

Jeg vil her forsøge at give et overblik over de redskaber jeg som oftest bruger og samtidig give nogle idéer til alternativer, så du ikke skal ud og købe en masse nyt.

Kageudstyr:
Bageforme i de størrelser du ønsker de enkelte etager
Brødkniv  til at flække kagen med
Afstandsmålere til når kagen flækkes, evt. lister
Skåle til moussen
Elpisker
Kagestativ eller kagefad og kageplader (det sidste hvis man ønsker en stakket kage)
Kagering til samling af kagen eller brug evt. springformens ring.
Sugerør eller dowels, hvis det er en stakket kage
En paletkniv med lang flade til opsmøring eller en almindelig smørekniv
En kagerulle til udrulning af overtræk
Kagekniv eller pizzahjul til at skære kanten på overtrækket til
Cake smoother til at gøre kagen glat og give skarp kant
Et drejebord så man hurtigt kan dreje kagen rundt når der pyntes
Sprøjteposer samt adaptor og tyller til pynten
Pastafarver i de ønskede farver
Udstikkere samt andet til pynten (afhænger af hvilken pynt du ønsker)

Sidst men ikke mindst: God plads i køleskabet!

Det lyder jo meget godt når det sådan står på skrift, men hvordan ser de enkelte ting ud?! Selvfølgelig er der noget der giver sig selv, men det er nok ikke det hele. Du får derfor et billede af de forskellige ting (også dem der ikke er så meget tvivl om)




Share:

mandag den 14. januar 2013

Pasta med røget laks og pesto

Madplanen i uge 1 bød på denne ret. Vi havde hentet inspiration fra Spis Bedre bladet for januar måned. Vi lavede lidt om på retten, så den blev som vi lige havde lyst til.

Det er en ret der er super hurtig og nem at lave.


Opskriften er til 4 personer
4 laksestykker
1 pakke frisk pasta
1 bakke cherry tomater
1 usprøjtet citron, skallen
½ bakke spirer
1 tsk saltflager

Pesto:
1 lille fed hvidløg
40 g parmesan
½ citron, saft
2 potter basilikum
15 g pinjekerner
½ dl olivenolie
1 knsp salt

Steg laksestykkerne.

Kog pastaen som anvist på pakken.

Skær cherrytomaterne i både. Vask citronen og riv skallen.

Pesto: Hak hvidløget groft. Riv osten. Pres 1 tsk citronsaft. Blend basilikum, hvidløg, pinjekerner og olivenolie med en stavblender. Tilsæt osten, og blend lidt mere. Krydr med salt og citronsaft.

Hæld vandet fra pastaen og bland den med pesto, tomater og spirer.

Server med laksestykkerne og top med revet citronskal og saltflager. 
Share:

lørdag den 12. januar 2013

Et pift til lillepigens savlesmække

Jeg har tidligere set at Tusindfryd har lavet disse fine savlesmække. Da min lille pige desværre er et rigtigt gylpebarn, har vi allerede haft en masse savlesmække i brug og derfor også været på jagt efter nogle lidt billigere modeller.

Den ene aften fik jeg så lige lyst til at prøve Tusindfryd's idé af, og det er da helt sikkert ikke sidste gang, at jeg laver lidt ekstra på de ellers lidt kedelige savlesmække. Det var super hyggeligt at brodere og jeg har allerede hovedet fuld af idéer til andre motiver, så mon ikke I ser mere af det fra min hånd.

Her er i hvert fald mit første udkast:


Share:

fredag den 11. januar 2013

Julegave - Food Sealer

Se hvad jeg har fået i julegave - en Food Sealer fra OBH. Det er jo et helt nyt univers, der åbner sig for madlavning og madopbevaring. Virkelig et hit i den gode Stop Spild af Mad kultur. Jeg er SÅ klar.

Den er selvfølgelig blevet indviet. Jeg har lavet en del æblemos her i efteråret til når lillepigen skal til at have mos. Da der er lavet en del, var det oplagt at få vakuumpakket nogle af de større portioner, så de kan holde sig længere.

Kan kun sige - det er SÅ nemt og SÅ smart. Glæder mig virkelig til at få prøvet lidt andre gode ting af.


Share:

torsdag den 10. januar 2013

Ærtesuppe

Denne opskrift har vi snakket om at prøve af længe, så derfor kom den på madplanen for uge 1. Lidt grønt for øjnene kan man vel altid bruge.


Opskriften er til 8 personer
4 dl vand
4 spsk hvedemel
3 dl piskefløde
8 spsk kyllingepulver eller 8 bouillon tern
8 spsk soya sauce
4 spsk asiatisk fiskesauce
700 g frosne ærter
friskkværnet peber
2-4 tsk salt
½ liter hytteost

Topping: Bacontern og hytteost

Bland vand og mel i en gryde. Rør godt rundt så det ikke klumper. 

Bland resten af ingredienserne i. Undtaget hytteosten. 

Kog ca 10 minutter. 

Imens steges baconternene. 

Blend suppen og kom 3 liter vand i. Bring suppen i kog. 

Sluk for blusset og tilsæt hytteosten, som røres helt ud. 

Portions anret suppen og top med bacontern og hytteost. 
Share:

onsdag den 9. januar 2013

Nudler med kokoslaks fra Santa Maria

Her kommer en ret vi fik helt tilbage i uge 49. Endnu engang er det Santa Maria, der har inspireret til opskriften og den smagte skønt.



Opskriften kan findes på Santa Marias hjemmeside, men du får den også lige her. Kan virkelig anbefale at kigge forbi, hvis du mangler inspiration til aftensmaden.

Nudler:
1 pk Rice Noodles af råris
500 ml Extra Creamy Coconut Milk
7 dl vand
1 pose Tom Kha Soup Mix
100 g champignon i skiver

Kokoslaks:
500 g laksefileter i portionsstykker
2 spsk Red Curry Paste
1 spsk madolie
2 tsk Fish Sauce

Pynt:
2 stk tomater i tern
Frisk koriander

Kog risnudlerne i Creamy Coconut Milk, vand og Tom Kha Soup Mix sammen med champignoner i ca 4-7 minutter. Lad risnudlerne blive i vandet.

Rør Red Curry Paste sammen med madolie og Fish Sauce.

Gnid laksen ind i karryblandingen og læg den i et ovnfast fad.

Tilbered fisken ved 175 grader i 5-10 minutter.

Pynt med tomater og frisk koriander.
Share:

tirsdag den 8. januar 2013

Madplan uge 2

Selvom det allerede er tirsdag, får I her madplanen for denne uge. Vi fik ikke lavet Pastasalaten i søndags, da vi begge var trætte efter barnedåben. Den er derfor med på denne uges plan også.

Ærtesuppe fra madplanen uge 1

Mandag: Rissuppe med bønner og pestobrød
Tirsdag: Pastasalat med kylling og grøntsager
Onsdag: Bagt kartoffel med ratatouille
Torsdag: Kartoffel med stuvet hvidkål og bøf
Fredag: Rest rissuppe fra mandag (manden har lukkevagt)
Lørdag: Rest stuvet hvidkål med frikadeller
Søndag: Kartofler med krydret bøf og coleslaw
Share:

mandag den 7. januar 2013

Chokoladekursus på Sortekilde i Kerteminde

Den 29. november 2012 var jeg med min mor og søster på chokoladekursus. Kursus beskrivelsen lød således (lånt fra sortekildes hjemmeside: www.sortekilde.dk)

Kom og oplev en aften med chokolade og konfekt
Torsdag d. 29. november 2012 kl. 18.30
Sted: Sortekilde


Der vil være mulighed for at lære:
- Hvordan man laver chokolade Petits fours.
- Støbning af temperering af chokolade + diverse teknikker.
- Anderledes konfekt
- Vi tilbereder en kage
- Smagning af de hjemmelavede lækkerier til em kop kaffe
Dette sker under kyndig vejledning af dessertkok gennem 25 år Yves Antoine fra Rudolf Mathis.
Pris: kr. 395,- Tilmelding på info@sortekilde.dk

Da jeg jo elsker søde sager og ikke mindst chokolade - må nok hellere sige især chokolade - var det et kursus jeg havde set frem til.

Det er især temperering af chokolade der volder mig problemer, da jeg ofte kommer til at overvarme det, så det får den der kedelige grå overflade. Vi havde desværre ikke tid til selv at temperere chokoladen, men fik det vist for hele holdet. Så nu må jeg se om det vil lykkes næste gang. Det lykkedes da heldigvis fint med min kransekage.

Vi blev delt op i hold og skulle herefter prøve at lave forskellige chokoladedesserter. Meningen var at man samtidig skulle gå rundt og kigge hvad de andre hold lavede, for at få et indtryk af helheden. Det synes jeg desværre ikke fungerede særlig godt, da jeg er typen, der godt kan lide at fordybe mig i tingene og gerne skal prøve det af for at få hele indtrykket med.

Samtidig synes jeg det var lidt ærgerligt at kokken skulle rende rundt mellem de forskellige hold, som alle stillede en masse spørgsmål. På den måde endte han ofte med at stå ved det samme hold, og vi andre måtte forsøge os frem, som så desværre ikke var rigtigt hver gang. Jeg er nok mere til at alle får samme udbytte af kurset, hvilket slet ikke var tilfældet her.

Heldigvis hyggede jeg mig med mor og søster og vi fik lavet nogle lækre ting, som vi fik lov at tage med hjem og smage, hvilket jo altid er et plus.

Jeg fik aldrig taget et billede af lækkerierne samlet, så jeg har tilladt mig at låne min søsters billede:


Lidt billeder fra aftenen fik jeg dog taget:





Share:

søndag den 6. januar 2013

Amilia's dåbskage

Idag er min datter blevet døbt. Derfor skulle hun selvfølgelig have en kage - eller den var jo nok mest til gæsterne.

Ligesom invitationen har jeg taget udgangspunkt i den søde bamse Tatty Teddy. Også her har jeg taget mig den frihed, at give Tatty Teddy en lille lyserød næse. Det var jo trods alt en pige der skulle døbes.





Indhold: 
- Bunde: Drømmekagebunde
- Fyld: Chokolademousse og rabarbermousse
- Smørcreme: IMBC
- Overtræk og pynt: MMF og RI
Share:

lørdag den 5. januar 2013

Hjemmelavet vaniljeis med hasselnøddekrokant

Desserten nytårs aften stod jeg for og da jeg ved at en stor del af familien elsker cookie dough desserten, som du kan finde her, besluttede jeg at lave hjemmelavet is til.


For at det skulle passe sammen med kagen og samtidig have et lille pift, blev det til hjemmelavet vaniljeis med hasselnøddekrokant.

Opskriften jeg brugte får du her. Det er ikke en sund is, tværtimod. Min mor havde en liter fløde til overs, så den skulle selvfølgelig bruges.

Først lavede jeg hasselnøddekrokanten:
2 dl sukker
4 spsk vand
4 dl hasselnødder

Kog sukker og vand til en gylden sirup.

Kom nødderne i og vend dem rundt med en ske.

Hæld krokantmassen ud på bagepapir og smør massen jævnt ud med en paletkniv.

Lad køle af og hak den groft med en savtakket kniv.

Isen:
8 past æggeblommer
10 spsk sukker
1 vaniljestang
1 liter piskefløde

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekornene til en luftig æggesnaps med en elpisker. Den skal være så hvid som muligt.

Pisk fløden.

Vend forsigtigt flødeskummet i æggemassen.

Hæld cremen i en beholder og dæk med tilsluttende låg.

Sæt den i fryseren og frys i 2-3 timer.

Eller hæld massen i en is maskine og følg dens anvisninger. 
Share:

torsdag den 3. januar 2013

Madplan uge 1 - Håber alle kom godt ind i det nye år

Så kom vi også ind i det nye år herhjemme. Vi havde en super hyggelig aften trods vi begge var meget trætte. Min familie hyggede om os og der var plads til at være lidt sløve, så det var lige hvad vi havde brug for.

Hos os stod mine forældre for nytårs aften og jeg tog mig af desserten og kransekagen. (som I kan se her)

Desserten var en klassiker, men den kommer der meget mere om, når jeg har fået billederne lagt på computeren.

Trætheden fra vores side skyldtes at lillepigen havde valgt at tage tigerspring fra den 24. dec og det stoppede så den 31. dec. Så det havde været en hård uge for os alle tre. Samtidig arbejder manden min jo i detail branchen,  så han havde arbejdet fra fredag middag til mandag kl. 15, kun afbrudt af at komme hjem og sove. Så vi sluttede året af trætte, men vågnede mandag morgen dejligt udhvilede, da lillepigen lod os sove hele 6 timer.

Vi stod op til hyggeligt morgenbord, som min mor havde gjort klar. Dejlig start på det nye år.

Madplanen for uge 1 starter først fra igår onsdag, da vi spiste med hos mine forældre tirsdag aften.


Onsdag: Ærtesuppe
Torsdag: Ærtesuppe fra onsdag (manden har lukkevagt)
Fredag: Pasta med laks og pesto
Lørdag: Gratin med kød og grønt
Søndag Pastasalat med kylling og grøntsager

Endnu en gang vil jeg ønske et godt nytår til alle jer derude. 
Share:

Popular Posts

Categories

Unordered List

Follow on Bloglovin

Text Widget

Blog Archive

Leveret af Blogger.

Faste læsere

Labels

Søg i denne blog

Blogroll

About

Flickr

BTemplates.com

Copyright © Biancas Kageverden | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com