Hjemme hos os: Madlavning, Bagetid, Brød og kager, Kreative påfund og Familietid. Velkommen.

Viser opslag med etiketten Julehygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julehygge. Vis alle opslag

onsdag den 3. december 2014

Vi juler herhjemme

Nu er december jo så småt igang, så derfor er der også gået lidt jul i den herhjemme. Vi har endnu ikke den vilde pynt oppe, men tror egentlig også det meste bliver forbeholdt juletræet, som vi igen i år, skal have stående i vores udestue. Så holder det længere og er uden for pilfinger rækkevidde (sådan da). Trolden har nemlig fundet ud af, at åbne døren, så vi må se hvordan det fungerer i praksis. 

Jeg har allerede lagt lidt billeder af vores julehyggerier ud på instagram, men dem får I også lige her: 


Nissen havde lagt gave i julesokken 1. søndag i advent. Trolden så den straks. Nu har hun så godt nok fyldt den med en stor del af sine bøger og render rundt med den, men mon ikke nissen finder plads til en gave mere på søndag.

Julesokken broderede jeg til hende sidste år, så nu går jagten ind på et mønster til lillebrors.


Igår hentede vi juletræ, så det kan stå og pynte. Trolden var ikke vildt interesseret, men hun skulle med, så hun kan få en fornemmelse for hvad det der jul egentlig er for noget.

Bagefter smuttede vi hjem og satte Kenwooden igang med at lave romkugler. Det er da noget hun ved hvad er.


Nissen er selvfølgelig også flyttet ind. Samme sted som sidst, dog denne gang kun i det lille hak, der er tilbage af væggen. Det er nemlig den mellem stue og køkken, som vi har revet ned. Så nissen bor også lidt i byggerod. Trolden har ikke opdaget døren endnu, så nu må vi se om det overhovedet bliver i år, at den hitter. 
Share:

fredag den 27. december 2013

Jul + juleferie = sygdom

Vi havde en hyggelig juleaften med alt hvad der dertil hører og så lidt til. Jeg endte nemlig med at blive rigtig træls syg lige efter gaverne var åbnet, så vi kom tidligt hjem og i seng. 

I år havde vi af forskellige årsager valgt at blive hjemme 1. og 2. juledag. Jeg havde derfor glædet mig til et par rigtige familiedage, men det fik sygdommen da sat et ordentligt punktum for. Jeg har været hårdt ramt, mens prinsessen har været småpylret og ingen af os har måttet gå. Jeg sætter derfor stor pris på at manden min har været hjemme til at hygge lidt om os begge to. Så nu håber vi bare at han går fri for sygdom. 

Jeg var noget spændt på hvordan prinsessen ville tage juleaften og alt postyret, men det gik faktisk rigtig fint. Hun ville bare gerne lege med mine forældres hund og sine fætre. (hvor den ene er for lille til at lege og den anden synes hun er vildt irriterende, så det er vel egentlig en meget normal familie komsammen.)  

Hun blev hurtigt færdig med maden og havde slet ikke tålmodighed til, at vi andre gerne ville spise lidt mere. Derfor blev der inden risalamande danset om juletræet, hvilket var et stort hit, og børnene fik et par gaver de kunne lege lidt med, mens vi andre spiste færdigt. Det var hun dog slet ikke tilfreds med, da hun elsker risalamande og derfor skyndte sig at sluge to portioner, så hun kunne komme ned og lege videre.  

Vi havde egentlig ikke forventet hun kunne holde sig vågen til alle gaverne var pakket ud, men hun blev helt elektrisk da hun så alle gaverne, og morfar havde noget af et postyr med at sørge for at til og fra kortene blev på de rigtige pakker. Hun er heldigvis en pige, der bliver rigtig glad for sine gaver, så efter hver åbnet gave, skulle indholdet lige krammes eller vises frem. 

Det eneste jeg nåede at tage billede af, var julebordet. Det blev pyntet så fint med hjemmelavet pynt. Pynten er lavet af min nevø, min søster og min mor, så jeg er sikker på der kommer lidt info om det på søsters blog en af dagene. 

Jeg håber I allesammen har haft nogle rigtig dejlige juledage. 


Share:

tirsdag den 24. december 2013

24. december - Fra alle os til alle jer: Glædelig jul (Disney)


Julen er virkelig fyldt med traditioner og de skifter fra familie til familie. Der er dog en tradition, som jeg tror mange børnefamilier har, nemlig Disneys juleaften afsnit. For mange er det bare ikke rigtig jul uden man har hørt Jesper Fårekylling synge: Når du ser et stjerneskud.

Min søster har på et tidspunkt givet mig, Disneys juleaften som tegneserie, jeg kan derfor nyde fortællingerne hele december og det er nu altså hyggeligt.





Alle lågerne i julekalenderen er nu åbnet og dette er sidste afsnit af min anderledes julekalender. Jeg håber du synes den har været sjov og anderledes. Jeg synes i hvert fald det har været sjovt, at se lidt på vores jul herhjemme udefra.

Skulle du få lyst til at lave din egen papir julekalender næste år, så husk at vejledningen ligger lige her, under lågen for 1. december. 

Sidst men ikke mindst, vil jeg benytte denne låge i kalenderen til at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul. 
Share:

mandag den 23. december 2013

23. december - Nissen får risengrød


Da jeg var barn havde min morfar en blomsterforretning, hvor vi boede til leje ovenpå. Som de fleste andre butikker havde de rigtig travlt omkring jul og især den 23. december, hvor alle julebuketterne skulle leveres. Her hjalp alle til, hvilket betød at der var rigtig mange ude og køre, så alle dem, der skulle have en fin buket i julegave kunne nå at få den. Derfor lavede min mor altid risengrød, så der var mad klar efterhånden som folk kom hjem fra tur.

I min morfars butik var der en nisse. Denne nisse sad altid et eller andet sted i butikken og kiggede, eller det vil sige næsten altid. Når vi kom hjem fra skole kiggede vi gerne ind, for at se hvor nissen nu sad idag. Når han ikke var der, var det fordi han havde gemt sig i kælderen, hvor han boede hele december. Vi synes det var vildt sjovt at flytte rundt på ham, for bagefter at opdage at han havde sat sig tilbage igen. (Ja det var nok bare morfar, der flyttede ham retur, men vi syntes det var fantastisk).

Risengrøden den 23. december havde derfor ikke kun det formål, at der var mad klar når det travle arbejdsfolk kom hjem, men der skulle selvfølgelig også være grød til nissen. Så når vi havde spist kom der grød i nissens egen skål, for han havde nemlig en fast skål, som kom frem hvert år, og derefter gik vi i kælderen med grøden. Den blev sat et bestemt sted, og så måtte vi spændt vente til næste dag.

Vi boede i en gammel ejendom og derfor var kælderen sådan et lavtloftet bjælkerum, som man tit ser i gamle huse. Super hyggeligt og meget passende til vores nisseeventyr.

Den 24. december om morgenen var det derfor ned i kælderen og se, om nissen havde spist grøden og vi gættede altid på hvorvidt han havde spist op. Nogengange sad han der med skeen i hånden andre gange var han stukket af igen, men der var altid spist af grøden. Som tak fik vi hver en pakke, som nissen havde lagt ved siden af den tomme skål. På den måde var vi underholdt med lidt nyt legetøj imens vi ventede på juleaften.

Jeg mindes stadig disse nisseeventyr med stor glæde, og jeg er derfor super glad for min familie har valgt at fortsætte traditionen. Nissen er dog ikke altid den samme, da den jo bor hos mine bedsteforældre, men ligemeget hvor vi er skal nissen da have grød.

Herhjemme har nisserne, som bor bag nissedøren også fået risengrød i december, så måske det er derfor vi ikke har haft nogen nissedrillerier, hvem ved.


Share:

søndag den 22. december 2013

22. december - Disney julefilm


For dem der kender mig, er det vist ingen hemmelighed, at jeg elsker alt hvad der har med Disney at gøre. Derfor er Disney også en vigtig del af julen og det fandt min mand ud af tidligt i vores forhold. Allerede første jul fik jeg en Disney julefilm og den bliver set hvert år.

Det er ikke billedet, der er noget galt med. 
Filmen til venstre, er en speciel edition og har noget effekt i forsiden. 

Amilia bliver selvfølgelig påvirket af mors Disney mani og da hun samtidig elsker sin Peter Plys, er den nye Disney julefilm selvfølgelig med Peter Plys og hans venner fra 100-meter skoven. 
Share:

tirsdag den 17. december 2013

17. december - Årets juletræ


Det er kun tredje gang at vi har juletræ. Vores første juletræ var på vores kollegieværelse for ca. 8 år siden.

Derefter ville vi gerne have juletræ, da vi flyttede i hus. Det blev dog aldrig pyntet, da vi på det tidspunkt havde en meget aktiv kattekilling i hjemmet. Hvilket betød at vores juletræ hurtigt kom til at se således ud:




I år har vi dog ingen katte i træerne, men et fint juletræ med lys på i udestuen. Det bor i udestuen, da vi kan nyde det gennem vores store vinduer og samtidig ikke vælter over det i vores lille stue. Super hyggeligt og ret smart synes vi. Det blev hentet hjem allerede den 30. november, så vi har rigtig nydt det her i december. Det er nemlig også det smarte ved at det står i udestuen; det holder længere.

Jeg synes egentlig vi havde ret meget pynt, men alligevel virker træet lidt bart. Pyt med det - mon ikke det bliver fyldt efterhånden som prinsessen får kreeret noget pynt de næste mange år.



Har I fået hentet træet, eller har I nogen specielle traditioner med det skønne juletræ?
Share:

lørdag den 14. december 2013

14. december - Julefilm


Julen er fyldt med traditioner og en af mine er at se en masse julefilm. Desværre når jeg sjældent alle dem jeg gerne vil, så vores harddisk optager er tit fyldt op, så jeg ender med at se julefilm langt ind i det nye år også. Det har ingen betydning hvorvidt det er gamle eller nye julefilm. Selv de gode gamle amerikanske romantiske julekomedier hitter herhjemme. (jeg skal dog ærligt indrømme, at Alene Hjemme filmene bestemt ikke er for mig)

Der er dog 3, der står øverst på listen, hvis jeg selv skal vælge. 2 af dem blev endda vist i fjernsynet, da manden min var til julefrokost, så det var en perfekt aften på sofaen for mig.

Er der en film, som du bare MÅ se inden jul?

Mine 3 ynglings film er følgende:

Nummer 1: The Holiday

Billede er lånt her. 

'The Holiday' handler om det venskab, som udvikler sig mellem amerikanske Amanda (Cameron Diaz) og britiske Iris (Kate Winslet).
De er begge singler og har problemer med kærligheden, da de bytter hus to uger i juleferien.
Nummer 2: Love actually

Billede er lånt her, hvor du også kan se traileren. 

Love Actually er en engelsk romantisk komedie fra 2003 instrueret af Richard Curtis. Den følger 8 forskellige par og deres problemer med at få kærligheden til at fungere. Filmen foregår hen over julen.

Nummer 3: This Christmas

Billede er lånt her.

Historien om Whitfields, en afroamerikansk familie i Los Angeles. For første gang i syv år er alle børnene og deres bedre halvedele samlet under samme tag til jul, og mens de møder med- og modgang, opdager de, hvad der gør dem til en familie. 

Share:

torsdag den 14. november 2013

Der laves julehemmeligheder

Jeg har ferie i denne uge og har valgt at bruge en stor del af min tid på nogle af alle de kreative tanker, som bare fylder op. De skal ud og bruges aktivt. Da de fleste er idéer til jul og især en overraskelse til jer læsere, kan jeg ikke fortælle så meget om dem, men lidt sneak peak får I da.

Lige nu sidder jeg lige her med en kop god julete og får skrevet nogle af alle de ting ned, som jeg har haft gang i. Imens spilles der julemusik , så julestemningen fylder hele huset, så det er nok meget godt jeg er alene hjemme.

Bare vent julen kommer til at fylde MEGET på bloggen, men først i december. Så kig forbi den 1. december og se hvad jeg har haft gang i.



Share:

lørdag den 1. december 2012

Glædelig 1. december

Glædelig 1. december til alle jer ude bag skærmene.


Herhjemme startede dagen selvfølgelig med åbning af dagens pakke i Amilias julekalender. Indeni gemte der sig denne fine nissesok og et par sokker til Amilia.

Det er Amilias mormor, der har lavet kalenderen og den hænger på min gamle julekalender, som min mormor plejede at lave til mig, da jeg var barn. Super hyggeligt.


Ellers har dagen indtil videre kun stået på en tur ud og handle. Planen var lidt julebag, men der var ikke mere mel i huset, så vi måtte ud og handle. Vi fik følge af vores hunkat Tula.


Så må vi se hvad resten af dagen bringer. Håber I derude nyder dagen og at julestemningen er begyndt at indfinde sig. 
Share:

søndag den 18. december 2011

Nye forsøg i køkkenet og en hyggelig lørdag med manden min

Som nogen af jer nok ved er det først indenfor det sidste år, at jeg er kommet igang med madlavningen herhjemme. Ellers er det manden min der har stået for den, og så tog jeg mig af alt det søde istedet. Det er derfor stort når jeg får prøvet lidt nye ting af, som jeg har haft en forventning om er mega svært.

Igår blev planen derfor at jeg skulle forsøge mig med at lave andebryster. Der kommer ingen opskriftsforklaringer, men kan fortælle at jeg gned dem med salt og rosmarin. De blev rigtig saftige, hvilket jeg var lidt spændt på, da man tit hører at de bliver for tørre. Dertil havde jeg lavet rødkålssalat, hvilket vi får en del af her i de kolde måneder, for det smager altså skønt! og selvfølgelig kartofler.


Imens andebrysterne var i ovnen lavede jeg vafler, som vi fik til en god film i sofaen.

Opskriften på dem har jeg fået af en veninde. Jeg havde nemlig egentlig givet op, fordi de første par opskrifter jeg brugte bare sad fast i vaffeljernet. Så dette er endnu en succes, at det ligefrem lykkedes mig at få nogle fine vafler.



Manden min har nemlig desværre brugt vores miniferie på at være småsyg, så vi trængte til bare at slappe af. Inden havde jeg dog sørget for han fik lidt frisk luft. Vi har nemlig årskort til Odense Zoo, så der brugte vi lige et par timer om eftermiddagen. 





En opskrift på rødkålssalaten kan I sagtens få: 
Ca. 400 g rødkål
2-3 appelsiner
1-2 håndfulde valnødder
(og vi kom også lidt rosiner i)

Pil de yderste blade af rødkålen og smid dem væk.

Vask resten af kålhovedet og skær et stykke af, som skæres i tynde strimler. Det gøres indtil du synes der er nok rødkål (dvs. ca 400 g)

Skær skrællen af appelsinen også den hvide hinde. Skær appelsinerne i skiver med en skarp kniv.

Put den skårne kål i en skål, drys halve valnøddekerner over, og pynt med appelsinskiverne. Er der noget appelsinsaft tilbage på skærebrædtet, så hæld det over også, eller benyt det i vinaigretten.

Vinaigrette
1 del honning
1 del rødvinseddike
3 dele olivenolie
salt + peber

Hæld vinaigretten over salaten og vend salaten godt.

Vafler: 
125 g margarine
1 spsk sukker
4 æg
250 g mel
2½ dl mælk
1 knsp salt
reven skal fra ½ citron (jeg puttede lidt citronsaft i istedet)

Rør smørret skummende med sukker og æggeblommer.

Tilsæt mel, mælk, salt og citron.

Pisk hviderne stive og fold dem i dejen.

Varm vaffeljernet op.

Kom lidt olie på ved første bagning.

Bag vaflerne gyldne. Pas på ikke at komme for meget dej på, så det løber over.
Share:

Popular Posts

Categories

Unordered List

Follow on Bloglovin

Text Widget

Blog Archive

Leveret af Blogger.

Faste læsere

Labels

Søg i denne blog

Blogroll

About

Flickr

BTemplates.com

Copyright © Biancas Kageverden | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com