Hjemme hos os: Madlavning, Bagetid, Brød og kager, Kreative påfund og Familietid. Velkommen.

fredag den 30. marts 2012

Lørdagens aftensmad - Let og lækkert

Aftensmaden i lørdags blev denne tærte. Da vejret bar godt og vi havde været omgivet af sukker det meste af dagen (da vi lavede påskeæg), syntes vi begge at et let og sundt måltid kunne bruges. 

Opskriften på tærtebund fandt jeg hos Coco & Co. Det er virkelig en skøn grovtærtedej, som helt sikkert er kommet på farvoritlisten herhjemme. Jeg har altid haft problemer med at få tærtedej til at blive ordentligt, men den er lykkedes bare med det samme. Jeg brugte min Kenwood til formålet og skriver opskriften som jeg lavede den. 

Fyldet har jeg taget noget af al det gode sunde der lå i køleskabet og syntes faktisk resultatet blev ret så godt. 


Tærtebund: 
60 g hvedemel
140 g grahamsmel
1 tsk salt
60 g smør
100 g fromage frais
evt. 1 spsk vand

Hvedemel, grahamsmel og salt kommes i Kenwooden sammen med 60 g smør. Lad K-spaden sørge for smørret bliver smuldret godt ud i melen.

Tilsæt fromage frais og fortsæt med at røre til det samler sig. Hvis det virker for tørt, tilføj da lidt vand indtil det samles til en kugle.

Rul ud og læg i tærtefadet.

Forbag bunden i 10 min ved 180 grader.

Fyldet: 
2 tomater
Frisk spinat
1/4 squash
2-3 æg
2,5 dl hytteost
2 dl mælk
salt og peber
Pynt med basilikum

Skær tomaterne i skiver og squashen i tern.

Skyld spinaten.

Pisk æggene sammen med hytteost, mælk, salt og peber i hånden så det bliver en ensartet masse.
Jeg laver aldrig helt de samme måleforhold, så jeg har skrevet dem som jeg ca. gør. Jeg er især glad for at putte hytteost i, da jeg synes massen får en mere cremet konsistens.

Når dejen har bagt 10 min tages tærten ud og bunden dækkes med æggemassen, derefter kommes spinat og squash i og tomatskiverne.

Hæld resten af æggemassen over. Den skulle gerne dække fyldet. Det gør ikke noget at man kan se toppen af fyldet. Hvis ikke der er nok laves lidt mere.

Pynt med basilikum og bag tærten færdig ved 180 grader i ca. 30 minutter.
Share:

tirsdag den 27. marts 2012

Franske Macarons

Da søster var forbi i lørdags havde hun denne skønne bog med til mig. Den ser lige så lækker ud indeni som udenpå. Meget overskuelige opskrifter og billeder til hver opskrift. Billeder i en kogebog er meget vigtigt for mig, da jeg har en idé om hvor jeg gerne vil ende henne når jeg går igang. 


Da vi besluttede at gå en tur op i byen om formiddagen skulle vi da prøve af hvordan resultatet også gerne skulle ende med at smage, så smuttede forbi Odense Chokoladehus, som ligger i Kongensgade (havde også været deroppe fredag sammen med mor, så mon ikke jeg har fået min portion. Men søster skulle bestemt ikke snydes)

Her købte jeg disse små herligheder: 2 stk chokolade og 2 stk med lime. 


Da vi kom hjem fra byen bankede posten på døren med denne skønne pakke, hvilket da er perfekt timing, for Dr. Oetker har nemlig tilføjet mandelmel til deres sortiment, så nu er der ingen undskyldning for ikke at prøve mig af med franske marcarons.


Share:

mandag den 26. marts 2012

Påskeæg i lange baner - lørdagshygge med søs

Lørdag morgen kom min søster forbi sammen med min skønne nevø på 2 år. Et af målene for dagen var at få lavet lidt påskeæg. Derfor gik vi i sving med at lave disse skønne æg, mens Milas sov.


Havde helt glemt hvor lang tid det kan tage at lave, men jeg synes de blev super fine.

Min søster lavede også lidt andre ting, som bjørne og terninger, men det er også hendes første forsøg med cakepops, så hun skulle prøve noget af.

Da det kun er mit andet forsøg, er jeg dog allerede nået frem til at masse produktion er vejen frem. Altså jeg bestemmer mig for en type design og holder mig til det.


Først fik vi lavet kagemassen. Jeg har lavet den af romkugledej, så har ikke nogen bestemt opskrift på den, men gør følgende:

Jeg smuldrer først kageresterne (som jeg har taget op af fryseren og tøet op) i min Kenwood. Derefter kommes der en rest af noget smørcreme i (dette har jeg som regel også lidt af i fryseren). Derefter tilsættes lidt mørk rom og hindbærmarmelade indtil massen har den ønskede smag og konsistens. Man kan med fordel også putte kakaopulver i, det bliver de bestemt ikke dårligere af.

Til denne portion brugte vi grillspyd som jeg alligevel bare havde liggende, da vi har købt nogle i metal til når vi griller.

De er overtrukket med Wiltons Candy Melts, som er varmet et par minutter i mikroovnen og blandet sammen med lidt smeltet palmin indtil det har den ønskede konsistens. Det skal være meget glat, så overskydende candy kan rystes af cakepop'en.

Derfor smeltede vi lidt Candy Melts, som vi derefter stak pindene i før vi formede kagemassen og satte på pinden. Dette fordi candy melten skal størkne, så kagemassen bliver hængende på pinden, når man ryster det overskydende af når de overtrækkes.

Derefter skal de stå og størkne.


Da de havde stået og størknet fik vi smeltet lidt mere candy melts, tror vi endte med at bruge 1½ pose. Kan dog kun sige at man skal passe på med at give det for meget varme i mirko'en. Vi endte nemlig med at måtte smide en portion ud, da vi havde glemt den, så den var endt med at blive brændt og lugte meget slemt.

Men det endte med vi fik dem overtrukket pænt. Man kan med fordel overtrække dem to gange, så får man en mere glat og jævn overflade.

De skal derefter stå og tørre, eller hvis man ønsker krymmel eller andet sat på, måske ører, næser eller hvad man ellers kan finde på (lavet af f.eks. fondant) skal de sættes på efter sidste lag, dvs. inden det tørrer.

Vi endte med at blande lidt forskellige farver RI, da de havde stået og tørret og så var det ellers bare i sving.

Min del af cake pops'ne endte med at se således ud. Jeg er sikker på min søster viser sine på sin blog lige her.


Share:

søndag den 25. marts 2012

Hygge fredag med mor og anbefaling af graviditetsbutik i Odense

I fredags kom min mor forbi og da vejret jo var godt, skulle det da nydes. Derfor smuttede vi op i Odense City i stedet for Rosengårdscentret, som ellers plejer at være der vi ender.

Mit mål var at få skaffet en sommerjakke, som maven kan være i, da jeg allerede synes dem jeg har strammer lidt når jeg sidder ned. Desværre synes jeg, det har været svært at finde butikker, hvor man kan købe noget pænt ventetøj. H&M's er simpelthen for kedeligt og så har de heller ikke så meget, og da slet ikke jakker.

Manden min havde heldigvis hørt om en butik inde i byen, så der måtte jeg se om de havde noget jeg kunne bruge.

Derfor vil jeg skynde mig at anbefale Graviditetsbutikken i Odense. Du kan læse meget mere om den her.

Den ligger lige ved Odense Teater og har tøj der er tidsvarende og super fint. Samtidig er det et prisleje, hvor stort set alle kan være med.

Fandt den fineste sommerjakke, som lige er mig. Jeg købte den i mørk sand, da jeg synes det var lidt mere sommerligt. (billedet er lånt fra deres webshop)


Share:

torsdag den 22. marts 2012

Appelsinsandkage fra Te og Kager året rundt

Til brødet jeg bagte søndag skulle der bruges skallen fra en appelsin. Resten af appelsinen skulle ikke gå til spilde, så derfor blev den presset og saften gemt til denne skønne kage.



I opskriften stod der man skulle bruge skallen fra appelsinen og 1 dl appelsinsaft. Da skallen jo blev brugt til brødet, valgte jeg at bruge al saften fra appelsinen (der var lidt over 1 dl).

Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.
150 g smør
150 g sukker
2 æg
Saften fra 1 appelsin
175 g mel
1 tsk bagepulver
75 g smuttede, hakkede mandler

Pisk smør ig sukker blødt.

Tilsæt æggene, et efter et.

Rør appelsinsagten i massen.

Bland mel, bagepulver og de grofthakkede mandler sammen.

Vend blandingen i æggemassen med let håbd.

Hæd dejen i en smurt sandkageform foret med bagepapir.

Bag kagen ved 180 grader i ca 1 time.

Share:

onsdag den 21. marts 2012

Cookie dough dessert - ala CookieCrumble

Min søster og co. inviterede på lækker mad søndag aften. Derudover havde hun et enkelt ønske, nemlig at  jeg kom med et foreslag til noget, vi kunne lave med hendes Kenny (Kenwood).

Jeg snusede rundt og faldt over en af mine faste blogs, hvor jeg fandt en skøn skøn opskrift på Cookie dough dessert. Det smarte var at den kunne laves klar og så stå i ovnen mens middagen blev nydt.

Jeg skyndte mig derfor forbi Ikea og fik købt nogle små ildfaste skåle, da opskriften nemlig laves i portioner. Manden syntes heldigvis at vi da lige manglede sådan nogen, så super god måde at få nyt køkkengrej.

Desserten står virkelig øverst på listen af ynglingsdesserter fra nu af. Selv manden ønskede sig mere, så det kan jo ikke være bedre.



Kvinden bag opskriften er Kristine med bloggen CookieCrumble. Opskriften kan du finde her.

Jeg tillader mig at gengive opskriften her.

190 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
170 g smør
115 g sukker
100 g brun farin
2 æg
2 tsk vanilieessens
170 g hakket chokolade (eller chokoladeknapper)

Tilbehør: Vanilieis

Bland først i en skål for sig, mel, bagepulver og salt sammen.

Bland herefter i en anden skål smør, sukker og brun farin sammen og pisk til det er luftigt og cremet. Tilsæt æggene og pisk det hele sammen. Tilsæt derefter vanilieessensen og fordel det godt.

Herefter tilsættes melblandingen til sukkermassen og dejen røres godt sammen til en ensartet og cremet dej.

Som det sidste tilføjes chokoladen og fordeles jævnt i dejen, så der kommer rigeligt med chokolade i alle portioner.

Sprøjt eller smør dine forme med smør, olie eller sprayfedt og kom dejen i. Sørg for, at dejen er glattet helt ud til kanten og ikke er fyldt mere op end 3/4 af formene.

Bag dine kæmpe cookies kager ved 175 grader i 30-40 minutter. Hold dog et vågent øje med dem, da de er færdige så snart de er gyldne i toppen. Husk på, at de skal være en smule bløde i midten og derfor ikke helt så hårde som en almindelig cookie, som vi kender dem.

Nydes lun og med en god portion vanilieis på toppen.
Share:

tirsdag den 20. marts 2012

Jagten på Det Gode Brød - Valnøddebrød med fuldkorn fra Amo's opskriftshæfte

Så fik surdejen stået den tid den skulle og jeg havde sat hele søndagen af til at forsøge mig med opskriften på Valnøddebrød med fuldkorn. Surdejen endte med at se således ud:


Surdejen blev lavet således: 
150 g Amo Vinjett Fuldkornsmel
2 dl kærnemælk
10 g gær

Opløs gæren i mølken, og bland fuldkornshvedemelet i.

Lad surdejen stå lunt og tildækket med film 3-4 dage i stuetemperatur til den lugter svagt surt.

Rør i surdejen hver dag.

Valnøddebrød: 

4 dl koldt vand
10 g gær
200 g rugsurdej
210 g Amo Evolo Fuldkorsmel af rug
540 g Amo Vinjett Hvedemel
140 g valnødder
2 tsk salt
15 g revet appelsinskal (usprøjtet) - brugte skallen fra 1 appelsin
30 g brun farin

Opløs gæren i det kolde vand.

Tilsæt surdejen, mel, valnødder, salt, appelsinskal og brun farin.

Ælt dejen ved lav hastighed i ca. 8 min. Derefter kraftigt i ca. 8 min.

Smør en stor form (en bradepande el. lign.) med olie.

Læg dejen i formen og dæk dejen over med et viskestykke og en plastikpose.

Lad den hæve i 1 time ved stuetemperatur.


Slå dejen ned og fold dejen som en kuvert. Vend dejen om og sørg for at formen fortsat er smurt. Lad dejen hvile i yderligere en ½ time.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord (brug fuldkornsrugmel).

Det er vigtigt, at luftboblerne i dejen ikke bliver forstyrret for meget, da det er meningen at brødet skal være grovporet.

Del dejen i to lige store stykker og form dem til to runde brød. Læg to viskestykker med mel på bordet og læg dejen på hvert sit viskestykke. Lad brødene hæve lunt og tildækket i 1 time.


Løft op i viskestykkerne, så der skabes et fint mønster på brødene. Vend brødene ud på en bageplade med bagepapir.

Bagetid: Ialt 30 min.

Sæt en bradepande med vand nederst i ovnen.

Forvarm ovnen til 275 grader (varmluft 250 grader)

Sæt brødene nederst i ovnen og skru ned på 200-225 grader (varmluft 180-200 grader).

Efter 10 minutter åbner du ovndøren i 5 sek. Dette gentages efter 20 minutter. Afkøl brødene på en rist.



Det gik lidt galt med bagetiderne, så de fik lidt for meget. Typisk når det tager så lang tid at forberede, men brødet smager rigtig godt og der er ingen tvivl om at det er nogle gode solide melsorter, så jeg er allerede spændt på næste brød jeg får bagt.
Share:

fredag den 16. marts 2012

Kagemøde søndag den 4. marts

Endnu en gang har vi fået afholdt kagemøde her på Fyn. Denne gang havde jeg husket at få mit kamera med, så I skal da se hvordan sådan en dag kan se ud.

Tror udefrakommende vil synes vores bord ser lidt uoverskueligt ud, men bare rolig - vi har styr på pladserne og udstyret.




Der bliver kreeret lidt af hvert på sådan en dag. Nogen har allerede planlagt på forhånd hvad der skal laves, mens andre er der for at blive inspireret og måske kommer hjem med noget, de slet ikke havde forventet at få lavet. 

Her kommer lidt billeder af noget af det der blev lavet. Der blev også lavet damesko og fine blomster, men nåede desværre ikke at få billeder af alt.







Share:

tirsdag den 13. marts 2012

Projekt Et Godt Brød i samarbejde med Amo

Så er det forår og jeg synes efterhånden det er tid til at få skudt et nyt projekt igang her på bloggen.

Denne gang er det Amo der har inspireret mig med deres nye mel af nordisk korn.



Om deres nye melsorter skriver de i deres pressemeddelelse følgende:


Rustikt fuldkornsbrød med luftig og saftig krumme
Fuldkornsbrød kan nogle gange blive lige lovlig tunge og tørre, men med det nye Amo Vinjett Fuldkornsmel får den passionerede hjemmebager et fuldkornsmel med et højt proteinindhold og en ekstra god glutenkvalitet. Og det er hemmeligheden bag et lækkert fuldkornsbrød med et rustikt udseende og en luftig, saftig krumme med mild smag. Mel af vårhvede kræver lidt ekstra arbejde, da den gluten, der er i, er mere elastisk og skal æltes længere tid for at udvikle den saftige krumme. Men det sprøde, velduftende resultat er den ekstra indsats værd.
Foretrækker du et rustikt brød, der ikke er med fuldkorn, skal du vælge Amo Vinjett Hvedemel. Du får de samme gode bageegenskaber som med fuldkornsmelet, men i en lettere udgave.
Rugmel med rig og rund smag
Amos nye rugmel Evolo er malet med en særlig formalingsteknik, som giver et mel med en granulering, der adskiller sig fra traditionelt rugmel. Det giver et brød med et mere rustikt udseende og bedre egenskaber end et brød bagt på almindeligt groft rugmel. Dejen får en elasticitet, som minder om en hvedemelsdej, men med rugens særlige kvaliteter. Resultatet er et brød med luftig struktur, saftig krumme og mild smag. Perfekt til madbrød og boller til ungernes madpakke.

Lyder det ikke bare lækkert?! - Jeg glæder mig i hvert fald til at komme igang.

Skulle du selv have lyst til at komme igang, kan du hente dit helt eget opskrifthæfte fra Amo hos din lokale forhandler.

Her til aften gik jeg igang med en surdej, der skal bruges til et valnøddebrød med fuldkorn.


Jeg har aldrig før prøvet at lave surdej, så jeg er godt nok spændt på at se om det overhovedet vil lykkes dette første skridt mod Et Godt Brød.
Share:

mandag den 12. marts 2012

Den store Bagedyst

I januar blev jeg kontaktet af DR, der er ved at planlægge at lave en dansk version af The Great British Bake Off. 

Da jeg ikke helt kunne overskue det med graviditeten valgte jeg at sige nej. Men måske der er en af jer med-bloggere der kunne tænke jer at deltage.

Så elsker du at bage kager og kunne du tænke dig at få testet dine evner, så kig forbi DR's hjemmeside og læs mere.



Share:

lørdag den 10. marts 2012

Sådan fortæller man nyheden, når man elsker kage

Manden og jeg skulle dele en stor nyhed med familien og når man nu sådan er kagebager bliver man bare nødt til at tænke i de baner.

Det blev derfor denne kurv, der blev taget med rundt til familien, da nyheden skulle fortælles.


Som I nok har gættet venter vi os en lille til efteråret. Det er også grunden til at der har været lidt stille her på bloggen, da jeg desværre ikke har haft en masse energi til at tænke kreativt.

Det er også dette manglende energi niveau, der førte til at jeg blev nødt til at lave min egen udstikker, da jeg selvfølgelig ikke havde tid til at købe en masse hjem. En DIY på denne kan du se her.

Der blev bagt en masse småkager - opskriften har jeg endnu engang lånt af CookieCrumble her. Planen var at lave run-out på kagerne og det lykkedes da også til sidst, men må indrømme at det kræver lidt øvelse. Blev bare ikke helt tilfreds, men mon man nogensinde bliver det.

Processen i billeder:





Share:

DIY - lav din egen udstikker

Hvad gør man når man skal bruge en bestemt udstikker og simpelthen ikke kan nå at få den bestilt hjem?

Jeg har det med at få idéer på de mærkeligste tidspunkter, og det ender som regel med jeg slet ikke kan udføre dem, fordi jeg lige mangler et eller andet. Denne gang var det en udstikker, som jeg bare måtte have, men ikke kunne nå at få bestilt hjem til formålet.

Denne løsning er ikke en løsning, hvor udstikkeren holder i lang tid, ligesom dem man køber, men passer man på den hjemmelavede udstikker, kan den sagtens holde noget tid, eller i hvert fald til man kan få en der er mere solid hjem.

Det skal du bruge:
En foliebakke (ligesom dem man bruger når man griller om sommeren)
En saks
En lineal
Evt. et billede af hvordan udstikkeren skal se ud


1. Klip en lang strimmel af foliebakken. - pas på fingrene, da de afklippede strimler godt kan være meget skarpe. - jeg endte de første par gange med at have en masse plastre på alle fingrene og så er dette ikke en nem løsning længere.

2. Tag linealen og læg den i forlængelse med strimlen, så du kan bukke strimlen ned over linealen og på den måde slippe af med den skarpe kant + det bliver en lige side på strimlen.


3. Det samme gøres i den anden side af strimlen, så der ikke er nogen skarpe kanter tilbage. - læg mærke til mit fine plaster, for selvom jeg har prøvet det et par gange kan det godt gå galt alligevel.


4. Saml strimlen ved at samle de to ender og bukke lidt ud i kanterne på den ene ende, hvorefter du lægger den anden ende af strimlen ind i den med de let åbne kanter og kan bukke kanterne nedover, så du får en strimmel, der nu danner en cirkel. (her kan du varierer størrelsen på udstikkeren, men prøv dig frem indtil du finder den rette størrelse)


5. Form derefter cirklen til den ønskede udstikker. Dette kræver lidt tålmodighed, men det skal nok lykkes.

Jeg var ikke tilfreds med den første størrelse udstikker jeg fik lavet, så lavede da bare en ny.


God fornøjelse!
Share:

lørdag den 3. marts 2012

International pandekagedag 2012

Nu er det godt nok ved at være noget tid siden, men den 21. februar var det international pandekagedag, og vi blev da ikke snydt for lækre pandekager herhjemme.

Vi havde dog tyvstartet lidt, da jeg allerede lavede dem om søndagen og de derfor blev guffet til en god film.

Nu synes jeg at man skal prøve noget nyt, så derfor gik jeg på jagt efter en opskrift på amerikanske pandekager og det kom der dette skønne resultat ud af:


Det tog lidt tid at finde findusen så jeg ikke fik brændt dem på, men at de samtidig blev bagt ordentligt igennem. De blev langt fra lige så pæne som min inspirationskildes, men de smagte super godt, så det er helt sikkert ikke sidste gang de bliver lavet.

Opskriften er fundet hos CookieCrumble, her.

Jeg gengiver opskriften her, og kan varmt anefale at prøve den af for de smager virkelig skønt.

5 dl hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk salt
4 spsk sukker
6 spsk olie
2½ dl kærnemælk
2 dl skummetmælk
2 æg

Bland mel, bagepulver, salt og sukker sammen i en skål for sig og stil til side.

Pisk æg, olie kærnemælk og skummetmælk sammen i en anden skål og bland herefter de sammenblandede tørre ingredienser i.

Pisk massen godt sammen og gør herefter panden klar.

Varm først panden godt op og skru ned på ca 6-7 på komfuret. (jeg endte på 3-4 før den blev okay i temperaturen, så det kommer nok an på komfuret). Panden må ikke være for varm, da pandekagen så ikke bliver bagt nok indeni, før den bliver brændt udenpå. Dette skyldes pandekagens tykkelse.

Vælg selv en passende størrelse ske eller bæger at hælde dejen på panden med, så de bliver lige stor hver gang.



Share:

Popular Posts

Categories

Unordered List

Follow on Bloglovin

Text Widget

Blog Archive

Leveret af Blogger.

Faste læsere

Labels

Søg i denne blog

Blogroll

About

Flickr

BTemplates.com

Copyright © Biancas Kageverden | Powered by Blogger

Design by ThemePacific | Blogger Theme by NewBloggerThemes.com