Når 3 bliver til 4 - goddag til lillebror og lidt fødselsberetning

Min computer er stået af, så pt. er der ikke så meget at blogge om, da alle mine billeder ligger på den. Jeg håber vi kan redde harddisken, så jeg kan få blogget om alt det jeg ikke nåede inden lillebror blev født.

Det er nemlig hovedårsagen til stilheden herinde. Den 3. oktober blev vi forældre til en lille dreng, så vi kan nu kalde os en familie på 4 bestående af mor, far, storesøster og lillebror. 

Som de fleste af jer ved, har jeg haft en meget hård graviditet. Først med slem kvalme, så med bækkenløsning og så med bækkenløsning, kvalme og en låst iskas nerve. Den sidste månedstid så slemt, at der blev drøftet igangsættelse, hvilket jeg ikke var meget for, da jeg gerne ville give min krop en chance for at arbejde ordentligt. Jeg havde en rigtig god fødsel med storesøster, så glædede mig til at få en god oplevelse igen. 

Desværre skulle det ikke gå sådan. Selvom lillebror ventede 2 dage over termin med at melde sin ankomst, hvor storesøster er født et par dage før termin, blev det en fødsel, som jeg på ingen måder ønsker andre skal opleve. 

Ligesom med søster gik vandet tidligt om morgenen, så jeg var lettet, for nu skete der da noget, som jeg kunne forholde mig til. Da jeg ligesom sidst ikke fik veer med det samme, tog vi det hele meget stille og roligt. Der blev ringet til fødegangen og så blev søster sendt ned til mormor. 

Jeg fik en tid henad formiddagen til at komme ud og få kørt en strimmel. Ingen panik herfra selvom jeg synes lillebror pludselig var meget stille (han har været ekstremt aktiv under hele graviditeten). Tænkte han bare var ved at gøre klar og at rykket fra vandet havde udmattet ham lidt. 

Vi kommer ud på sygehuset og gør klar til at skulle få en måling. Da jeg kommer op på briksen kan jordemoderen dog ikke finde lillebrors hjerteslag og der bliver tilkaldt en læge. Jeg er på dette tidspunkt slet ikke nervøs, da han var så urolig ved det normale jordemoder tjek dagen før, at hun også havde problemer med at fange ham. 

Der går et par minutter og så ligger jeg på briksen til en lynscanning. Her kan de se at lillebrors hjerteslag desværre er så lavt, at de frygter hjertestop. Der bliver meldt akut kejsersnit og jeg ligger bare der og kan huske at min eneste reaktion var: "Nej det skal jeg ikke" indtil jeg ser alvoren i lægens ansigt og så: "det skulle ikke være sådan her" og så bryder jeg sammen. På de korte sekunder der når at gå, føler jeg både skuffelse over ikke at måtte føde selv, og chok over ikke at forstå hvad der sker. 

Jeg bliver kørt til akut kejsersnit straks bedøvet og 13 minutter senere er han født. Han er meget slap og bliver kørt på børneafsnittet, hvor han bliver indlagt. Her får han sonde og drop, samt sat elektroder til mål af hjerneaktivitet. Dette fordi de på navlestrengen kan måle at han har været uden ilt, men de kan ikke se hvor længe. 

Imellemtiden er jeg på opvågning og bliver efterfølgende indlagt på barselsafsnittet sammen med min mand. Jeg kommer straks efter indlæggelse ned og ser lillebror, men vi skal være indlagt på hver sin afdeling indtil videre. 

Heldigvis bedres han hurtigt og allerede om eftermiddagen dagen efter bliver vi ført sammen på et sideafsnit til børneafsnittet. Her har han fået fjernet alle elektroder, sonde og drop og han ligner nu en frisk lille baby. Det var den bedste følelse nogensinde, at se den bedring der er sket for ham i løbet af 1½ døgn. Desværre må manden ikke blive indlagt sammen med os, da der ikke er plads, fordi vi lå på en 2-seng stue. Så vores første nat sammen bliver uden far, hvilket jeg syntes var rigtig svært, da alt jo stadig var meget kaotisk for mig, og jeg følte mig helt alene. 

Sygeplejersken lytter til mig vedrørende, at jeg gerne vil hjem så hurtigt som muligt. Jeg er forvirret og stadig meget chokeret over det hele og vil bare gerne hjem til trygheden og min datter. Pga. den akutte situation har hun ikke været ude og se lillebror endnu, så det er vigtigt for mig at komme hjem så hun kan møde ham.

Dagen efter til middag bliver vi udskrevet. Så ca. 2 døgn efter fødslen er vi hjemme i trygge rammer. Det giver lidt ro at lillebror har bedret sig så hurtigt, men samtidig sidder der selvfølgelig en lille uro, for hvad nu hvis iltmanglen alligevel har givet en eller anden form for skade. Vi må dog stole på lægerne og lillebror klarer alle test uden problemer. 

Her bagefter er jeg stadig meget psykisk påvirket. Jeg har svært ved at forstå hvad der er sket og ved at acceptere, at jeg ikke føler jeg har født, da jeg jo var under fuld bedøvelse. Der var på sygehuset meget fokus på lillebror og jeg føler mig meget tryg ved deres behandling. Desværre lykkedes det ikke at tale med nogen fra fødslen inden vi tog hjem, da de havde fri pga. weekend. 

Efterfølgende har jeg været til samtale hos en psykolog og hos jordemoderen fra fødslen. Det har givet nogle afklaringer, som jeg havde brug for, for at få sat tingene på plads. Jeg er stadig meget påvirket og føler jeg har svigtet, men jeg er blevet bekræftet i at dette er helt normalt, for så akut en fødsel. 

Lillebror har det rigtig godt og Trolden tog rigtig godt imod ham. Hun kysser, krammer og aer i et væk, så man skal være en hårdfør lillebror, når en 2-årig giver kæmpe knus. 

Billeder kan jeg som tidligere skrevet ikke klare en masse af (heldigvis ligger mange af dem på mandens computer), men lidt har jeg og jer der følger mig på instagram har allerede set dem. 

Mit første møde med lillebror: 

Lillebror lige inden vi bliver ført sammen, hvor de fleste af slangerne er væk:

Efter vi er ført sammen:

Trolden elsker sin lillebror: