Når glæden ikke rigtigt vil komme

Som I kan læse i mit forrige indlæg, har jeg fra starten af denne graviditet været meget syg. Allerede inden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde jeg fået raget en gang halsbetændelse og senere influenza til mig. Derfor glædede jeg mig til at komme igang med arbejdet og hverdagen igen, da lægen kunne konstatere at mine infektionstal var faldet.

Glæden var dog kort. Allerede efter et par dage på arbejde måtte jeg se mig slået hjem. Jeg kastede op, var svimmel, fik migræne anfald, koldsved og endte med at blive så dårlig at jeg bare lukkede øjnene og sov.

Ikke den fedeste måde at starte sin graviditet og det kom virkelig bag på mig, at jeg kunne blive så dårlig. 

"Jeg var jo ikke syg, men gravid." 

Den tanke har fulgt mig alle dagene og har bestemt ikke gjort situationen bedre. Jeg har haft svært ved at acceptere, at jeg bare ikke kan ret meget andet end at sidde på sofaen. Det er svært når jeg rigtig gerne vil passe mit arbejde og ikke mindst min familie. Min lille pige er jo kun 1½ år og forstår ikke hvorfor mor ikke kan tumle og lege som hun plejer.

Samtidig har jeg sammenlignet meget med min første graviditet. Her var jeg plaget af lidt morgenkvalme og træthed, men ikke noget jeg ikke kunne overskue. Derudover var der senere i graviditeten lidt plukveer og meget væske i kroppen. Så ud som en ballon til sidst og mistede følelsen i fingre og tæer i perioder, fordi væsken trykkede på nerverne. Det var dog så tæt på termin, at det var til at forstå og acceptere.

Det har derfor ikke kun været fysisk jeg har skulle acceptere, at min krop har haft sværere ved at klare denne graviditet, men nok allermest psykisk.  Det har været et kæmpe nederlag for mig ikke at kunne slå til nogen steder, at føle jeg fejlede gang på gang. Jeg har været utroligt plaget af dårlig samvittighed, og er det stadig.

Heldigvis er jeg kommet tidligt ud på sygehuset og har fået væske og nu akupunktur. Sygeplejerskerne forstår mine tanker og bakker mig op, hvilket gør det hele lidt nemmere. Det er rart at få bekræftelse i, at det er helt okay.

Første gang jeg kom ud på sygehuset blev jeg sendt ned til scanning, da de vil sikre sig, at alt er okay inden de begynder behandling. Jeg havde det vildt dårligt, var bange og tudede hele tiden. Pludselig skulle jeg se den lille og det helt alene. Det var virkelig en flad fornemmelse. Jeg følte ingen glæde eller opmuntring, tværtimod. Denne dumme baby var skyld i, at jeg havde det dårligt og svigtede.

Jeg har nu haft min mand med til nakkefoldsscanning og at dele det med ham og se hans glæde og høre, at alt er som det skal være var vendepunktet. Selvom jeg stadig er dårlig, kan jeg nu begyndt at glæde mig og planlægge. Der er mange overvejelser der kører gennem mit hoved, men de må blive taget efter tur. En ting ad gangen er rigeligt til mig lige nu.

Selvom vores datter kun er 1½ år kan hun mærke der sker noget. Mor får mange kram og kys og hun er begyndt at ville sidde og putte, hvilket hun bestemt ikke har haft ro til før. Måske det er hendes måde, at få lidt mor-tid, hvem ved.

Billede fra min graviditet med Amilia, taget af fotograf Rasmus Boldt