Dette indlæg skulle jeg egentlig have postet fredag, men nåede det desværre ikke, så lidt forsinket får I her min ta-da for uge 47.
Min to-do bestod af følgende:
- Lave æblemos
- Bage tranebær- og pistaciebiscotti
- Læse Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej - Sagen genoptaget
Det var ikke den længste to-do liste, men synes hellere jeg vil være realistisk end forsøge at nå det umulige. Jeg nåede ikke engang de tre ting på listen. Så bagning af tranebær- og pistaciebiscotti kommer med på listen endnu en gang.
Jeg fik lavet æblemos til fryseren, så jeg har til når lillepigen skal til at have mos. Fik dog ikke taget billeder af det endelige resultat, men her er et undervejs. Det tog sin tid at få ordnet alle de æbler. Jeg fyldte næsten en stor gryde.
Jeg fik læst Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej - Sagen genoptaget. Den skulle læses som e-bog, så jeg havde hentet den til vores netbook, som vi havde med til USA, da jeg derved nemmere kunne tage den under armen.
Det er første gang jeg læser en e-bog og må indrømme jeg nok mest er til det med at have en almindelig bog med i tasken. Det er dog noget, der skal prøves igen, da jeg godt kan se idéen i at have bøgerne samlet på computeren, når man skal på længere rejser.
Bogens genre var også noget uden for mit normal område, når jeg læser bøger. Her er det helt klart skønlitteraturen, der har pladsen og især krimier fanger mig. Jeg synes dog det var spændende, at prøve at læse noget hvor man skulle forholde sig til virkelige hændelser og især til den tankegang, der har været bag ved efterforskningen.
To-do uge 48:
Også her har jeg fokuseret på at have en mindre liste, som det vil være realistisk for mig at nå. Især fordi denne uge allerede er fyldt op med en masse ting, som jeg skal nå sammen med lillepigen.
- Bage tranebær- og pistaciebiscotti
- Ordne babylegetøjet til lillepigen (jeg vil gerne have vasket det hele, både det der er arvet og nyt)
- Finde løsning på vasketøjs problem i bryggerset (vi har forsøgt at få et ordentligt system i bryggerset og mangler faktisk kun at få et nyt system til sortering af vasketøjet. Idéerne er der, så nu skal det bare føres ud i livet.)
0 kommentarer:
Send en kommentar